Sara 2009

Træningsophold i Bath

d. 15. december 2011

I uge 49 var jeg med min træner Mikkel og træningskammerat Andreas på inspirationstur til Bath, som ligger i det sydlige England. Gruppen vi skulle besøge og træne med, talte bl.a. den nuværende verdensmester på 400 hæk for mænd, bronzevinder på 400 hæk for kvinder til OL i 2008, sølvvinderen på 400 hæk til U23 EM for mænd osv osv. Så kort sagt, det var en gruppe med meget højt niveau vi var ovre og besøge.

Vi havde fire træningsdage med dem, to med vægttræninger og to med intervaller. Det kan kort opsummeres sådan: jeg vandt træningerne med vægt og jeg tabte dem med intervaller.

Allerede inden afgang havde jeg en idé om, hvilke en slags træning jeg skulle over til. Mikkel havde nemlig tidligere snakket med deres træner Malcom Arnold og deres træning var med meget høj kvalitet. Første træningspas var et vægtpas, og jeg opdagede meget hurtigt, at det i hvert fald ikke er i råstyrken de har deres force. Jeg løftede noget mere end dem, og havde generelt flere øvelser og flere gentagelser. Her er en video af 4x65 kg i frivend.

Sara frivend 4x65 kg i frivend

Andet træningspas bestod af lange intervaller uden hække. Sættet hed 600 m-400 m-300 m-400 m-600 m (pause 8 min). Jeg har ikke rigtig løbet noget lignende denne vinter, så allerede inden vi gik i gang, vidste jeg det ville blive meget hårdt. Det tager nemlig oftest 3-4 gange at vænne sig til den type træning. Jeg prøvede at holde humøret højt og bare klø på, og jeg skal love for at det blev hårdt – meget hårdere end jeg havde troet. Inden den sidste 600 meter var jeg nødt til at forlænge min pause og løb med kvalme og syre i benene hele vejen rundt. Men jeg kom i mål og løb mit bedste træningspas af denne slags nogensinde. Jeg løb intervallerne med to andre hækkeløbere, og det var rigtig motiverende at se det tempo de kunne holde, og det har helt sikkert givet mig noget at tænke over mht min egen træning på Aarhus stadion.

Herefter var der endnu en vægttræning og efterfølgende dag skulle det korte træningsophold skulle afsluttes med endnu en omgang intervaller. Programmet var meget simpelt: Opvarmning, indløb på hækkene og så en 400 m hæk. Da jeg så det, tænkte jeg WHAT... Man kan da ikke løbe en 400 hæk midt om vinteren.
Jeg spurgte en af de andre løbere, om det så var i flade sko og ca. 80 % af max, eller hvordan?

Svaret var opsigtsvækkende, for de kiggede bare på mig og sagde; nej, det er i pigsko og 100 % - her løber vi altid 100 %.

Sara trænings 400 m hæk

Og som sagt så gjort. Jeg varmede op, løb 1 gang over første hæk, 1 gang over to hække og 1 gang over tre hække, for at få en fornemmelse af fart og følelsen af den rigtig hækafstand. Herefter stod den på 10 hække på fuld afstand. Denne dag havde vejret valgt at vise sig fra sin mere blæsende side, så jeg havde meget medvind på de første 6 hække og voldsom modvind på de sidste. Generelt gik løbet rigtig godt – selvfølgelig med nogle fejl, men sådan en slags træning på dette tidspunkt er også noget jeg lige skal vende mig til.

Når jeg ser tilbage på turen, har den været meget lærerig på trods af, at vi kun var der i små 5 dage. Jeg er kommet tilbage med en meget højere tiltro til, at jeg kan meget mere end jeg selv gik og troede. Havde Mikkel sat mig til at løbe en 400 hæk på Aarhus stadion, inden jeg havde været i England, have jeg nægtet eller påstået at den kun skulle løbes i 80 % af max. Nu har jeg lært at man altid kan løbe 100 % - også selvom kalenderen siger jul. Og at en 400 m hæk ikke er forbeholdt konkurrence, men at det også kan blive et træningselement. Mikkel og jeg har besluttet at jeg skal løbe én igen om et par uger, når jeg er på træningslejr i Sydafrika.