Så er den første dag overstået
21. februar 2008
I går morges 6.20 landede jeg i Sydney (kl. 21 i DK) efter en meget lang rejse, som startede i KBH. Derefter gik turen til Frankfurt og derefter til Sydney, troede jeg. Men da jeg fik mine boardingpas kunne jeg se, at vi også skulle mellemlande i Singapore. Det var egentlig en meget rar overraskelse, da det betød et afbræk og muligheden for at gå rundt. Pga. tidsforskellen lavede jeg næsten ikke andet end at sove, da det hele tiden var nat. Jeg fløj fra Frankfurt kl. 23.30, så det var naturligt at jeg sov i flyet. Da vi landede i Singapore var kl. pludselig 20.30, og inden vi kom om brod på flyet igen og kom af sted var klokken 22. Så efter aftensmaden, som jeg spiste kun 3 timer efter jeg fik morgenmad på det andet fly, blev lyset slukket og det var nu tid til at sove igen. Så de seneste to dage har jeg kun fået morgenmad og aftensmad, så da jeg landede i Sydney var første mission at finde noget frokost.
Jeg brugte en times tid i lufthavnen på at finde en bus til mit hotel, men til sidst opgav jeg, og snuppede en taxa i stedet for. Da eg ankom til hotellet fik jeg en stor overraskelse. Jeg vidste godt at det ikke var et 4-stjernet hotel jeg havde bestilt, men det her var da helt galt. Jeg havde set billeder af det på nettet, men det er helt sikkert ikke mit værelse, som der er blevet brugt som reklame. Jeg har sjældent set noget lignede, og pludselig havde jeg ikke super meget lyst til de 3 uger i Sydney. Men blev enig med mig selv at det ville hjælpe med et bad, noget mad og lidt søvn, da man aldrig sover super godt i et fly. Og ganske rigtigt. Efter en lille timeout hvor jeg kom til mig selv, tog jeg en tur ind mod byen på gå-ben. På nettet stod der, at det lå lige i hjertet af Sydney, men jeg var dog lidt skeptisk, men det viste sig faktisk at holde stik. Jeg gik rundt 3-4 timer, og fik set en masse flotte ting. Fandt bl.a. Sydney Harbour Bridge, Sydney Tower som er Sydneys højeste tårn. Det er muligt at komme op og kigge, så det må være næste mission. På turen fandt jeg ikke mindst et fantastisk strøg, med en masse gode butikker. Jeg havde desværre hverken kamera eller pung med, så den tur må jeg nok lige tage igen, så jeg kan få nogle billeder lagt ind.
I dag er planen at jeg skal til Pennant hills, hvor den danske præst i Sydney holder til. Han er gammel atletikudøver fra Skovbakken, og han har forhåbentlig nogle gode kontakter, som jeg kan drage nytte af. I morgen er planen at tage på stadion, hvor jeg skal mødes med træneren i Sydney og møde den træningsgruppe, som jeg skal have lidt samarbejde med de næste to uger.














