Sara 2009

TUD-samling, 2-min. intervaller og julefrokost

d. 8. december

Som overskriften lyder, er der sket en masse siden sidste opdatering. Træningen går fortsat rigtig godt, og fremad som planlagt. Jeg befinder mig mere og mere på vejene med løbesko på, men meget af kvalitetstræningen foregår stadig på cykel.

I dag tog jeg første skridt på vejen, til at få kvalitet i løbetræningen, hvor jeg fik løbet nogle få intervaller. Det var ikke mange eller voldsomt imponerende, men i disse genoptræningstider betød det meget, så jeg løb næsten og smilede - ok måske ikke helt, for det var godt nok hårdt, men i pausen kom der måske et lille indre smil frem, over at være en smule mere tilbage end jeg har været i lang tid. Det er de små sejre i hverdagen som tæller her i vinterkulden.

Benjamin imponerer ved første stævne

I den forgangne weekend var det landsholdssamling i København, hvor jeg deltog selvom jeg ikke kunne være med på det hele. Det var både hyggeligt, men også lidt deprimerende, da det var frustrerende at se de andre træne fuldt ud og vide at jeg selv røg længere og længere bagud i forhold til dem. Men så må man tænke positivt og knokle hårdere på cyklen, så vejen tilbage måske bliver lidt kortere.

Næste samling bliver i januar efter jeg har været i Sydafrika. Denne gang bliver lidt speciel, da min kære lillebror, i weekenden ved et stævne i Århus, klarede kravet i sin aldersgruppe på 60m hæk. Så bliver man stolt som storesøster, for jeg har altid vidst han var dygtig, og nu fik han endelig selv bevis for det!

benja
Benja og jeg laver løjer som altid.

Århus Elite imponerer ikke

Og ja, klubbens legendariske julefrokost løber af stablen på lørdag, men det er nu ikke den jeg refererer til. Det er mere Århus Elite's, som de skal have her i weekenden, hvortil de mener den skal holdes i vores hal. Det skal de også bare have lov til, men fandme ikke når de aflyser 5 træningsdage, fordi de skal drikke sig fulde osv. Det er så dybt useriøst at de ønsker, vi skal tage mesterskaber til byen, og samtidig bliver de ved med at aflyse, og så med så latterlig en grund som en julefrokost. Det er ubeskriveligt frustrerende når man som eliteudøver kæmper hver dag for at skære få 1/100 dele af sine personlige rekorder og går op i mindste detaljer, og så får man sådan en spand kold vand i hovedet!

Når jeg en gang står på skamlen ved et internationalt seniormesterskab, ved jeg i hvert fald hvem jeg IKKE vil sende en speciel tak til!

Men der er desværre ikke meget at gøre, det er jo ikke første gang de bryder kontrakten med Dansk Atletik Forbund, så jeg må vist hellere forberede mig på kulde og blæst og så have skiftesokker med til træning den næste uge!