Træning uden smerter
31. januar 2008
I mandags havde jeg så mange smerter i lysken og baglåret, at jeg var nødt til at cykle mine intervaller, i stedet for at løbe dem. Det var så frustrerende, for den ene dag kunne det gå godt, og den næste dag helt skidt. Bare der var noget sammenhæng i smerterne, så man kunne udelukke elementer fra træningen og fokusere på de gode ting i træningen. Men det har ikke været så nemt, da smerterne nærmest kom og gik som de havde lyst til.
Men i går skete det. Jeg havde en træning uden smerter. Dagens træning stod på vægttræning, og man kunne tro, at det var hårdt ved lysken og baglåret, men kroppen reagerede faktisk rigtig godt på træningen, så det var en fantastisk følelse at træne helt smertefrit.

Lance=Sara
Tidligere i dag havde jeg tid hos kiropraktor Jan Anders, som kom op med noget nyt i forhold til skaden. Det kunne muligvis være en nerve som var, og stadig er, skyld i de store spændinger i baglåret. Hvis nerven ikke har plads nok, vil den sætte sig fast, og jeg kan derved mærke en krampe-lignende og brændende følelse. Min fysioterapeut i Sydafrika var også inde på denne konklusion, så nu har jeg fået nogle øvelser, som skal styrke nerveforbindelsen fra ryg til lår. Nu ber' jeg bare til at det hjælper. Senere står træningen på 2x5x200, så der er spændende at se om benet kan holde til det. Jeg håber det meget, for ellers skal jeg tilbage på cyklen... Og det er ikke lige noget for mig.
















