Sara 2009

Testsamling

9. december 2007 i Århus

D. 30/11-2/12 var der igen TUD-samling. Denne samling var lidt anderledes end den sidste, da denne var en testsamling.

Fredagen var dog almindelig med træning sammen med disciplingrupperne, mens lørdagen var besat med forskellige tests. Vi skulle i alt igennem 6 tests, jeg tog dog kun 5, da baglåret ikke kunne klare den sidste. Lørdagen startede med springtest. Først squatjumb, som kort kan beskrives ved at man går ned til 90 gr. i benene og så uden forspænding hopper så højt op som muligt - med armene i siden. Man står så på en måtte som måler hvor højt man hopper. I denne test hoppede jeg 2 cm højere end sidst, så det var jo en go start. Næste test var næsten magen til, dog med den forskel at man må fik lov til at bruge armtræk og forspænding, hvilket gør at man kan komme højere op. Denne test hedder countermovement jumb, og også her var der PR. Sikke en go' dag indtil videre... Efter disse springtests var det tur til vægttest. Her skulle jeg testes i både frivend og benbøjninger, men pga. baglåret havde jeg ikke haft mulighed for at træne benbøjninger, så der var ingen grund til at lave test i denne øvelse. Jeg koncentrede mig derfor om frivend, hvilket også viste sig at være en god prioritering. Jeg slog PR med 57,5 kg. Kunne nok godt have taget 60 kg, men turde ikke prøve, da det trak lidt i baglåret, så det må blive næste år.

Efter dette var der så kastetest - kuglekast - hvor jeg tror det gik ok. Kan ikke huske hvad jeg har kastet, men mener det var tæt på PR, hvis det da ikke var ny PR. Vigtigst af alt var, at jeg slog Martin Krabbe og Nicklas Hyde (det skal lige siges at de kastede med 7 kg og jeg med 4kg, men alligevel....) Sidste test inden maden var stående længde. 2,49 m og ny PR og nu var kroppen også klar til en ordentlig omgang mad! Fantastisk som altid.

Efter den dejlige mad var der pause, og efter lidt eftermiddagstræning kom den længde frygtede coopertest. En løbetest på 12 min, hvor man bare skal løbe rundt og rundt og rundt på stadion. Sidste år løb jeg 3085 og målet i år var 3100 m. Da skuddet lød føltes det ok, men blev hurtig klar over at det nok ikke blev til PR denne gang. Efter 3 runder (ud af de 7 3/4 jeg gerne skulle nå) var mine ben meget trætte, og det var nu blot en kamp om at nå de 3000 m. Jeg nåede 2985, så det var ret skidt, men pyt, jeg ved jeg er i bedre form en sidste år, jeg har bare ikke mentaliteten til at løbe omgang på omgang på et stadion. Jeg bliver aldrig lang-garver. Selvom det var en skuffende coopertest, var dagen bestemt godkendt, og det var dejlig at se, at selvom jeg har været skadet hele efteråret og lavet alternativ træning, så er jeg stadig i god form, så jeg er fortrøstningsfuld.

Søndag stod på intervaller, hvilket var hårdt efter en dag med maxtast. Jeg var da også nødt til at stå af efter 4,5 løb ud af 9. Mit baglår og lyske begyndte at gøre ondt, så jeg måtte hellere stoppe, bare for en sikkerheds skyld.

Alt i alt en rigtig god og udbyttesrig samling, som viste at jeg ikke er bagud i træningen, som jeg ellers frygtede. Jeg holder hovedet højt, og glæder mig til at tage hul på sprinttræningen, så jeg kan komme til at løbe stærkt igen.