Sara 2009

Samling og flækket knogle

14. november 2010

En tilbagevendende begivenhed når vintertræningen er i gang, er de obligatoriske samlinger. I denne uge stod den på bruttogruppesamling, en samling for de bedste 20 atleter i Danmark. 

Jeg var lidt skeptisk før samlingen, for jeg skulle tage helt til København og miste tre dages undervisning, og "bare" træne mit eget program helt alene. Men det viste sig heldigvis at blive det helt modsatte. Dét at jeg var alene, betød at min træner havde fuld fokus på mig og min træning, så det endte med at blive tre dage med høj kvalitet og en masse tid til de små ting, man oftest ikke når hjemme i den travle hverdag. 

Jeg havde et par intervalpas på samlingen- et med min træner som bestod af 12x80 sek intervaller rundt om søerne, og et med Stina Troest, som bestod af 12x200 m i Fælledparken. Stina er en ung hækkeløber, som i år har gjort sig flot bemærket på den internationale scene. Selvom der stadig er meget niveauforskel på os, er det fedt at have en at træne med, som fokuserer på den samme disciplin som en selv. 

Billede 1
Stina (tv) og Sara (th)

Samlingens højdepunkt for mit vedkommende var dog vægttræningen. Der mangler stadig noget aerob løbeform for mit vedkommende, men rent styrkemæssigt, kører det bare derudaf. Jeg sætte ny 4RM pr i frivend. For to uger siden fik jeg lidt akkurat 4x60 kg op, og i denne uge fik jeg 4x67,5 kg op. En kæmpe fremgang, og de 4x67,5 kg svarer til at kunne løfte 75 kg én gang. Min pr. i frivend er på 72,5 kg, så det må betyde at jeg allerede er i pr-form, hvilket jo er skønt. Jeg har vægttest i 1 gentagelse i uge 47, så det vil jeg se frem til.

Flækket knogle

Ja, som der også står i overskriften, er den igen gal med mine knogler. Jeg kæmpede med et træthedsbrud i foråret, og fik lige akkurat kæmpet mig klar til em, og nu er den så gal igen. ÉN centimeter højere end sidst, kæmper min knogle en kamp for ikke at knække. Jeg har fået foden røngentscannet, og kan se en fortykkelse i knoglen- samme situation som i sommers. Knoglen er dog ikke flækket helt igen som sidst, hvilket gør situationen en smule mere tålelig. Men én ting er sikkert - der SKAL til at være styr på den fod. Jeg skal have lavet et par indlæg som kan aflaste min 2.tå og flytte vægtbæringen over på storetåen. Jeg har prøvet mange bandagister og fysioterapeuter, men intet har hjulpet indtil videre.

Tirsdag skal jeg en tur på Ciconia, et privathospital i Århus, hvor den læge som har opereret mig arbejder. Jeg håber han kan hjælpe til med en vejledning i hvad der skal gøres. Jeg har også fået nummeret på en ny bandagist, som skulle være rigtig dygtig. Jeg synes historien gentager sig, men krydser fingre for at det er denne gang hjælpen kommer.

Det eneste positive i denne situation er, at når knoglen ikke er flækket helt igennem, må jeg gerne belaste den til smertegrænsen. Så kan heldigvis stadig lave aerobe løb, hvor jeg ikke lander på tæerne og så vægttræning. Selvom sprinttræningen er noget af det jeg elsker allemest, er min nuværende træningssituation stadig bedre end kun at kunne sidde på en cykel.