Samling, hæk og pigsko
16. april 2008
Vil jo lige starte med at ønske vores kære dronning (og paven) tilllykke med fødselsdagen. Er jo sikker på at de læser på min hjemmeside jævnligt, så de skal da lige have et lille tillykke med herfra.
Andre vigtige begivenheder, udover dronningens fødselsdag, er jo selvfølgelig weekendens samling. Jeg mødte først ind om lørdagen denne gang, da jeg skulle på rådhuset om fredagen til DM-fest. Det var som sædvanlig hyggeligt, og vi fik for en gangs skyld en vase. Men dem kan man jo heller ikke få for mange af.. :)
Om lørdagen var der som sagt samling, og den stod på hækteknik om formiddagen. Jeg var lidt spændt på, om mit knæ kunne holde til det. Efter hjemkomst fra Portugal havde jeg en smule bøvl med det, men der var heldigvis intet lørdag, og det er der stadig ikke, så det tyder på, at det ikke er noget jeg skal være bekymret over. Søndagen var der vanen tro intervaller. Benene var godt trætte efter vægt fredag og hæk lørdag, men fik da løbet 7x200, så det var godkendt.
Ingen af løbene til samling var i pigsko, men det var træningen i går til gengæld. Vi lavede noget sprint, og jeg fik lov at løbe lidt i pigsko. Det var næsten som juleaften. Når man tænker over det, er det egentlig underligt hvor glad man kan blive, bare ved at skifte sko. Men det blev jeg nu engang, så det var et dejligt træningspas. Efter vores træningspas var der lige lidt bonusvægt. En af øvelserne var frivend. Min hadeøvelse, men fik vendt 5x50 relativ let, så mon ikke der ligger en pr og venter på mig snart. (pr 1RM=57,5 kg)
Og så er der langt om længe kommet billeder fra min træningslejr i Australien. Der skulle også gerne snart komme fra Portugal.. Så om et par måneder har jeg nok fået taget mig sammen til det.
















