Jamaica here I come
26. december 2008
Så skete det igen, ingen opdateringer i et par uger. Det er nu ikke fordi der ikke er sket noget at berette om, tværtimod.
Jeg har de sidste par uger har jeg forsøgt at kombinere eksamenslæsning, skolegang og træning. Det lykkedes, men det holdt hårdt til sidst. Mine to eksamener, en i biokemi og en i fysiologi, er endelig overstået. Resultatet kender jeg ikke endnu, svaret kommer i januar men tror de gik godt, så jeg har tilladt mig at holde juleferie med god samvittighed.
Og som alle andre - forhåbentlig - har jeg haft en god jul med min familie, og ser nu frem at rejsen om 3 dage går til Jamaica. Måske ikke lige selve rejsen, men jeg glæder mig til at lande i Kingston, hvor der venter 2,5 uges træningslejr med solskin og en masse god træning. Jeg ville egentlig ha' skrevet solskin og overskud, men da jeg er i den heldige situation at skulle lave en eksamensopgave mens jeg er på træningslejr, er det nok ikke helt passende. Jeg prioriterer selvfølgelig træningen højst, men det bliver nok lidt hårdere end normalt at være på træningslejr

Træningslejr i RSA. Næste gang Jamaica-trøjen skal luftes,
bliver det hvor den kommer fra
Udover min eksamensopgave bliver der masser at se til og på på Jamaica. Vi har endeligt fået bekræftet at Usain Bolt, selveste Usain, vil træne på samme stadion som os. Jeg ved endnu ikke så meget om vores tur, da jeg som sagt har haft hovedet fyldt med alt andet, så jeg tager tingene som det kommer. Jeg ved at sommertøjet skal pakkes, og at jeg kommer hjem igen d. 16 januar. Alt andet end det har jeg ikke styr på, men det får jeg sikkert. Men det vigtigste er at have pigsko og kamera med, så må vi se om jeg får tid til at tæske Bolt på en acceleration....... hvis jeg gider......
Når jeg ved mere om turen, eller måske når vi er ankommet, vil der selvfølgelig komme mere info. Håber at få nogle billeder lagt ind. Indtil da må i alle have en god bag-jul og et godt nytår.
















