Sara 2009

Frustrationer op til sæsonstart

8. maj 2009

Så er det i morgen turen går til Italien, hvor min sæson skal startes. Noget jeg har set frem til meget længe og faktisk glædet mig til, da jeg vidste det nok skulle gå. De sidste 6 uger har været hårde, men fyldt med kvalitet i træningen, og denne uge skulle give mig en lille smule friskhed, men jeg synes ikke den har givet mig andet end frustrationer og ondt i benene.

Siden jeg kom hjem, har jeg selvfølgelig savnet det at være på træningslejr og vejret, men også følelsen af overskud i træningen. Det betyder virkelig meget at slippe væk fra alle hverdagens gøremål og kunne fokusere på træningen. Og på trods af den mindre mængde i træningen hjemme, har der desværre ikke været overskud. Træningen har ikke kørt som jeg havde håbet, hvilket har skabt mange problemer i mit hoved. Er jeg mon klar til konkurrence? Kan jeg gennemføre løbet med et ordentlig resultat? Vil jeg gå så død at jeg ikke kommer hele vejen rundt?

amok
Naivt forsøg på at undgå at starte i en vandpyt i dag:)
Foto: Mikkel, som selv stod i tørvejr.

Og dagens træning var ingen undtagelse. Det kørte bare ikke som det skulle, men efter jeg er kommet hjem fra træningen, kan jeg se at jeg måske bare skal slappe lidt af. Selvom jeg ikke kan få den rigtige følelse frem, er det ikke fordi jeg mangler fart, tværimod. Jeg har aldrig løbet hurtigere end i dag, men det er jo ikke helt meningen i konkurrence. Der skal jeg ind i en rytme som er hurtigt, men uden at bruge for mange kræfter.

Det lykkedes ikke helt til træningen og jeg var ved at give op og råbe noget meget grimt, men fik heldig taget mig lidt sammen, og fik afsluttet med et nogenlunde løb. Og det er jeg meget glad for, for siden jeg er kommet hjem, og har vendt det hele i hovedet, så er det jo et luksusproblem at løbe for hurtigt. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan jeg ville reagere, hvis det modsatte var tilfældet.

Jeg har trænet pisse godt de sidste 6 uger, og jeg skal nok komme til at løbe rigtig godt denne sæson. Om det bliver på søndag ved jeg ikke, da der er så mange ukendte faktorer i det første løb. Men jeg er så godt forberedt som overhovedet mulig, så jeg kan ikke gøre andet end at begynde at tro på mig selv. Og det gør jeg nu!!

Jeg løber kl 15.00