Sara 2009

Efterårsferie

20. oktober 2010

Jeg synes ikke der er meget ferie over min efterårsferie. Godt nok holder skolen lukket, men til gengæld er der tilsvarende mere træning som skal klares. Uge 42 er en ekstra hård uge fyldt med træninger, ofte både morgen og aften.

Sara i gang med udendørs styrketræning
Så er efterårstræningen skudt igang.

Denne uge er pakket med lange intervaller, sprint, udholdenhedskoordination, hård vægt, gymnastik og en masse hækkoordination. Men det er jo som man kender vintertræningen - lange og hårde pas. Det er ikke noget jeg ser frem til, faktisk frygter jeg altid vintertræningen lidt, men når man er kommet igang, så er det aldrig så slemt - i hvert fald ikke bagefter.

Selvom træningerne bliver længere og hårdere i takt med at dagene bliver kortere og mørkere, er motivationen i top i træningsgruppen. Vi træner alle mod samme mål; EM indendørs i Paris 2011. Mit eneste indendørsmesterskab var i 2009, hvor jeg løb EM i Torino, hvor jeg gik i semifinalen og endte som en flot nummer 11. Det er selvfølgelig min ambition at gøre det bedre end det i år, men så skal der kæmpes hver eneste dag til træning.

skarm
På storskærmen inden semifinalen i Torino, 2009

For at optimere træningen arbejder jeg lige nu på, at komme på en træningslejr til Loughborough i England, som er et engelsk elitecenter. Her er der en masse piger som løber 400 hæk og 400 m. Pigerne som løber hæk har personlige rekorder på 56.19, 56.98 og 57,12 - så det vil jo være nogle perfekte match for mig, som til daglig ligger og træner selv. (Min personlige rekord er 56.40)

Men det hele skal gå op i en højere enhed, jeg skal finde økonomien til det og så skal jeg kunne rykke nogle eksamener på mit studie - men jeg satser bestemt på det lykkes.

Men inden det kommer på plads, kæmper jeg videre i Århus - i dag står den på tidsintervaller, et-mins-bakkesprint og gymnastik.