Fotograf: Tuala Hjarnøe

Nyt fra JP

18. december 2007

Sara Petersen
Sara Petersen
Arkivfoto: Thomas C.K. Priskorn

»Jeg skal nok nå til OL«

Af JESPER ENGMANN

Sara Petersen fra Århus 1900 vil i begyndelsen af det nye år forsøge at kvalificere sig til OL i Beijing. En skade har sat hende en anelse tilbage.

Hun er dansk mester på 400 meter hæk i en alder af 20 år.

Landets bedste i sprintdisciplinen har en unik chance for at komme til OL i en tidlig alder. Sara Petersen har i år løbet distancen på 57,01 sekunder, så hun skal have presset tiden ned på 56,50, hvilket udløser en billet til Beijing på en speciel talentparagraf.

Sara Petersen, hvad vil du huske 2007 for?

»Primært for den pris, jeg fik i forbindelse med Sportens Årsgalla i Herning som årets OL-håb. Det var en stor oplevelse. Atletikken blev promoveret, og lidt flere mennesker lærte mit navn at kende. Og så indgik jeg samtidig en aftale med Bestseller for at optimere mine muligheder for at nå til OL.«

Er du skadesfri nu?

»Næsten. Om to uger kan jeg svare ja. I august blev jeg skadet i det ene lår, da jeg fik betændelse i en sene. Så jeg vidste, der ville gå tre-fire måneder med genoptræning.«

Du skal snart til Sydafrika. Hvad skal der ske dernede?

»Jeg skal i træningslejr i tre uger. Mens jeg har været skadet, er det begrænset, hvor hårdt jeg har kunnet træne. Nu skal jeg ned til sol og varme og træne, træne, træne. Der er ingen dagligdags ting, jeg skal forholde mig til. Selv om det er små ting, så rumsterer det alligevel i baghovedet, når man er hjemme.«

Hvornår klarer du OL-kravet?

»Efter Sydafrika tager jeg til Australien for at se, om det kan lade sige gøre. Indtil videre skal jeg deltage i tre-fire konkurrencer dernede. Jeg skal nok komme til OL på et tidspunkt, men det ville være fint, hvis det blev det i Kina. På den måde vil jeg være et skridt foran planen. Desuden er det motiverende, at jeg har muligheden allerede nu.«

Hvad er den bedste julegave, du kan få?

»Øhh, nu skal jeg passe på, hvad jeg siger. Jeg vil gerne have et kamera, så jeg kan tage nogle gode billeder på mine rejser.