Hun løber sig til OL-billet
30. april 2007 i Århus Stiftstidende
Sara Petersen har tre forsøg til at kvalificere sig til OL i Beijing i 2008.
Af Camilla Kjærgaard Olesen, caol@stiften.dk
20-årige Sara Petersen fra Aarhus 1900 er målbevidst: Hun vil til OL næste år i Beijing i 400 meter hækkeløb.
Mange regner med, at det først bliver i 2012, men hun har sat sig for, at hun skal have løbet under kravtiden 56,50 sekunder inden næste år, så hun kan løbe over den kinesiske hæk. I dag er hendes personlige rekord på 57,65 sekunder.
Hun har netop sammen med sin træner Mikkel Larsen lagt den træningsplan, der gerne skulle få hende til OL.
Hun har tre forsøg til at klare tiden i, og den første periode starter til sommer. De to af dem ligger i år og den sidste næste år. Men hun vil søge om tilladelse til at bytte rundt, fordi det passer hende bedre. Hun lader sig dog ikke stresse af, at det lægger et pres på hende, at hun skal klare kravet inden en bestemt dato.
- Mange jagter kravtider gennem deres karriere, men jeg har været vant til at gøre det i god tid, og til sommer ser jeg så, hvor god form jeg er i, siger hækkeløberen Sara Petersen.
I juli skal hun til U23-EM, og hvis hun løber godt, kan hun kvalificere sig til EM for seniorer, der bliver afviklet i Japan i august.
Men selv om mange regner med, at det først bliver i 2012, hun kvalificerer sig til OL, bliver det alligevel en kæmpe skuffelse og nedtur for hende, hvis hun misser kravtiden til OL næste år.
Dog giver hun ikke op, hvis hun ikke kommer med i 2008, for så skal det bare lykkes om fem år i stedet.
Gode chancer
Sportschef i Dansk Atletik Forbund, Lars Nielsen, mener bestemt ikke, at det er urealistisk, at hun kvalificerer sig til Kina.
- Jeg tror absolut, at det er en mulighed, at hun kan komme med på b-kravet (en kravtid, der er lidt nemmere end den nationale. Der må maksimalt komme én person med på b-krav, red.) Min fornemmelse er, at hendes niveau er højt, men vi udvikler ikke vores juniorer til at toppe. Det skal de først i midten eller slutningen af tyverne, siger Lars Nielsen.
Han har svært ved at spå om hendes fremtid, men konstaterer, at hendes potentiale er meget stort.
- Hun har sagt, at hun vil være den nye Joachim B. Olsen eller Wilson Kipketer. Så hvorfor ikke bare gå efter det? Der er nok folk til at sætte begrænsninger, og det vil vi ikke deltage i, siger Lars Nielsen.

















