Artikel fra Politiken
d. 28. juni 2008

Kuglestøderen Kim Christensen (tv.) og spydkasteren Lars Møller (th.) forsøger at kvalificere sig til OL ved torsdagens stævne på Østerbro Stadion, der formentlig bliver uden Sara Slott Petersen.
Foto: SARA GALBIATI
Copenhagen Athletics Games står i OL's tegn, men attentaterne på de olympiske kvalifikationskrav er skrumper noget ind forud for torsdagens internationale atletikstævne på Østerbro Stadion.
En af grundene er den positive, at længdespringeren Morten Jensen allerede for tre uger siden sprang sig til en OL-billet ved et stævne på Kreta, hvorefter han er vendt tilbage til en tung træning for at genopbygge formen frem mod OL-debuten i Beijing.
De to øvrige OL-kvalificerede danskere, Joachim B. Olsen og Christina Scherwin, er ved at overvinde efterveerne af deres skader og er slet ikke til start på Østerbro Stadion, hvor den 21-årige hækkeløber Sara Slott Petersen formentlig også vil være fraværende.
Sygdom koster deltagelsen
»Jeg blev syg under weekendens Europa Cup i Tallinn. Jeg kan fortsat kun tage flydende føde til mig, så der skal ske et mirakel, hvis jeg skal blive klar«, siger 400 meter hækkeløberen fra Århus 1900.
Hendes personlige rekord er et halvt sekund fra OL-kravet på 56,50 sek., og i forrige uge løb hun med 57,06 sek. ved et stævne i Holland sin næstbedste tid nogen sinde - selv om hun blev genereret af en and.
Hun var kommet ind i en god rytme de første 250 meter, men på vej mod ottende hæk havde en and lagt sig til rette på hendes bane. Selv om den blafrede væk, var det nok til at bryde Sara Slott Petersens rytme, så skridtene til den næste hæk ikke passede.
Tre gør et forsøg på OL-kvalifikation
Hun gør et sidste forsøg på at opfylde OL-kvalifikationskravet ved et stævne i polske Bydgosz på tirsdag, men tre andre OL-aspiranter gør forsøget i forbindelse med torsdagens stævne.
Kuglestøderen Kim Christensens personlige rekord fra tidligere i år på 19,16 meter er 84 cm fra OL-kravet, Rikke Rønholt har i denne sæson som bedst været to sekunder fra at kvalificere sig i 800 meter løb, og Lars Møller har som bedst kylet sit spyd 76,08 meter væk sidste år, hvilket er fire meter for kort til at lande i Beijing.
Der er i alt tolv discipliner på programmet i Copenhagen Athletics Games, der afvikles for fjerde år.
















