Vitaminer, mineraler og kosttilskud
d. 9. marts 2012
On Sport var tidligere på året ude og lave nogle forskellige indslag, som også tidligere har været vist her på siden. Her er et indslag om kosttilskud, som skal bruges i Team Danmarks online-materiale om sportsernæring.
Du har også mulighed for at downloade videoen i mp4 format (24,5 MB).
Tough bitch
d. 6. marts 2012
Jeg er i denne uge blevet udråbt til en Tough Bitch på bloggen "Hold nu kæft og træn" som hører hjemme på iform.dk
Bloggen er drevet af en gammel atletikpige og hendes to kollegaer. Den handler om, at alt for mange har dårlige undskyldninger og argumenter for ikke at træne, i stedet for bare at holde kæft og få trænet i stedet for. Det er jo helt sikkert noget jeg kan støtte, og er da stolt over at være en tough bitch som kan inspirere andre.
Du kan se blogindlægget på iform.dk.
Har Sara styr på OL-ringene
d. 29. januar 2012
On-Sport har sat sig for at finde ud af, om OL-atleterne har styr på OL-ringene. Atleterne får hver ti forsøg til at få så mange point som muligt i det gode, gamle ringspil. Jeg var den første deltager.
Du har også mulighed for at downloade videoen i mp4 format (12,5MB).

Et sikkert point
Officielt udtaget til OL
d. 25 december 2011
Først et ønske om en glædelig jul til alle læsere på siden. Her i december havde jeg endnu et indlæg i klubbladet, og det skal ikke-1900medlemmer da ikke snydes for, så her er der:
D. 7 december blev jeg officielt udtaget til OL i 2012. En dag som jeg har set frem til i alle mine aktive atletikår, og nu kan fokus ligge 100 % på træningen op til mit store mål.
Og hvad stiller man så op, når man endelig er blevet udtaget til verdens største sportsbegivenhed? Jah, ikke så meget, ikke andet end man altid har gjort. Udtagelsen kom ikke som en overraskelse for mig, da det blot var det officielle stempel der manglede – det var jo ikke d. 7. december, at jeg klarede selve kravet. Man kunne tro, at d. 7 december vil stå lysende klart for mig resten af mit liv, men jeg har nu flere følelser knyttet til d. 27. Juli 2011. Det var den dag jeg løb under OL-kravet. Det var denne dag, jeg selv sørgede for, at blive en del af den dansk trup.

I 2003 fik jeg en guldmedalje med hjem fra U-OL. I 2012 får jeg debut til det "rigtige" OL.
Alt som det plejer
Når man udefra tænker på OL og OL-optakten, tænker mange, at der skal ændres en masse ting for at toppe netop til denne begivenhed. Det er dog ikke tilfældet for mig. For mit vedkommende gælder det om, at alt skal være så hjemmevant som muligt. Selvfølgelig medtager min træner og jeg erfaringerne fra sidste sæson, men der bliver ikke ændret en masse, blot fordi kalenderen siger 2012.
I januar tager vi vanen tro til Sydafrika, hvor vi skal være på træningslejr i 3 uger. Her får jeg mulighed for at træne i varme omgivelser, sammen med en masse eliteatleter fra andre europæiske lande. Det er en træningslejr som denne, der virkelig gør en forskel for en atlet som mig.
Udover Sydafrika er der også planlagt træningslejre til Italien både i påsken og i maj.
Udover de forskellige træningslejre, vil den normale træning fortsat være i Marselisborghallen og på Aarhus stadion. Træningsopbygningen vil være den sammen som sidste år, dog med enkelte tilpasninger, så jeg forhåbentlig kan holde mig skadesfri hele sæsonen. Træningen vil derfor bestå af sprint, styrketræning, hækkeløb, skadesforebyggende træning med en fysioterapeut og træning på en crosstrainer, for at skåne mine fødder.
Jeg vil ikke konkurrere så meget indendørs i år, da fokus skal ligge på en optimal forberedelse til OL. Da man ikke kan løbe 400 hæk indendørs, er der ingen grund til, at lægge for meget fokus her. Dog stiller jeg stadig op til DM, for at hive medaljer hjem til klubben.
Både EM og OL
Udover OL er der også EM i 2012. Dette vil i år foregå i Helsinki. Det er lidt specielt med to store mesterskaber med kun 5 uger imellem. Man kan derfor ikke undgå, at EM vil blive lidt en forpremiere til OL.
Min træner og jeg har dog valgt at prioritere begge, og forsøge at være i topform til begge stævner. Selvom OL er det altoverskyggende mål denne sæson, glæder jeg mig også meget til EM, da jeg sidst der var EM i 2010 var skadet og derfor ikke kunne vise de danske farver frem, på den måde jeg havde håbet. I 2010 måtte jeg skuffende konstatere, at jeg ikke kom videre fra indledende – det har jeg bestemt intentioner om at forbedre i år.

Foto: Das Büro for Team Danmark
Laaaaang tid til OL
I skrivende stund er der stadig over 7 måneder til indmarchen til OL, og det er derfor vigtigt ikke at tænke alt for meget på OL. Der er stadig rigtig mange sure træningspas i regn og blæst som skal overstås med høj kvalitet. Det er trods alt den daglige træning som bestemmer udfaldet i London.
Jeg vil i foråret komme med en update på mine forberedelser til OL, hvor det også bliver nemmere at spå om mine chancer – på nuværende tidspunkt kan man ikke være sikker på noget som helst.
Til sidst en tak til Team Danmark, Dansk atletik forbund, mine sponsorer Trifork og adidas, og ikke mindst min klub Aarhus 1900, for at det overhovedet er blevet muligt at komme så langt som en kvalifikation til OL.
Og god træning til jer alle!
Britisk legende hjælper OL-løber
d. 10 december 2011

Under overskriften "Britisk legende hjælper OL-løber" har Jyllands-Posten bragt en artikel om Mikkels og mit besøg hos Malcolm Arnold.
Du kan her læse artiklen i PDF-format.
Besøg af On-Sport
d. 27. november 2011
I sidste måned havde jeg besøg af On-Sport, som er Team Danmarks egen tvkanal. Vi snakkede både om træthedsbrud, ernæring og den olympiske drøm. Her er den første lille video og så kommer der flere i de kommende uger.
Du har også mulighed for at downloade videoen i mp4 format (21MB).
Første
Forrige
[1 / 5]


















