Dansk rekord og tæt på VM-krav
21. juni 2009
Så skete det endelig! Første gang under 57 sekunder på 400 hæk, helt præcist 56.70! Og traditionen tro skete det ved landsholdsturen som nu hedder European Team Championships 3rd League, Sarajevo.
Jeg må indrømme at jeg følte mig lidt presset, da min gamle pr ville have sin 2-års fødselsdag denne weekend, hvis jeg ikke fik benene på nakken og løb en god tid.
Men men men, det gjorde jeg jo, så ingen problemer mere. Nu håber jeg blot ikke der ska gå to år igen inden endnu en forbedring kommer. Hvis jeg skal være ærlig tror jeg nu heller ikke det sker, for mit løb i går var langt fra perfekt. Indtil 7. hæk (250 meter) gik det som planlagt og faktisk bedre, jeg har aldrig løbet så stærkt på det stykke. Men så slap kræfterne hurtigere op end planlagt, og der manglede pludselig en halv meter hen til 8. hæk. Jeg blev derfor nødt til hurtigt at tage et ekstra skridt, hvilket sænkede min fart noget. De resterende 100 meter blev derfor ikke særlig gode, men det positive er, at der så er en masse der kan forbedres.
Min nye pr og danske rekord er 15/100 af et sekund fra VM-kravet på 56.55, så hvis jeg næste gang kan få de sidste 150 meter til at fungere eller blot 100 meter, er jeg sikker på det bliver rigtig godt.

Målfoto
Sejren gav 13 point til holdet, som videre i dag kæmper for oprykning til 2. league.
Senere i dag står den på 200 m og 4x400, hvis min fod kan holde til det. Jeg var nemlig så fantastisk dygtig at falde ned af en trappe efter mit løb, så den brokkede sig lidt i går. Men jeg satser på alt er ok, og hvis forholdene er til det, så en tid under 24 sekunder.














