Sæsonstart eller mini træningslejr

d. 1. februar

Det er de sidste uger begyndt at gå rigtig hurtigt fremad, og jeg er næsten oppe på fuld træningsmængde igen. Dog laver jeg ingen vægttræning, men da jeg fik min diskusprolaps, var jeg også på mit højeste niveau nogensinde rent vægttrænings-mæssigt, så det betyder ikke så meget igen. Det ville selvfølgelig være bedre at kunne træne 100 %, men jeg føler mig utrolig heldig over at været kommet så langt så hurtigt. 

I denne weekend har jeg været et smut i London. Det har været besluttet i flere måneder at enkelte fra træningsgruppen skulle til England i uge 5 og så skulle der være konkurrencer i weekenderne i uge 4+5. Selvom jeg ikke skulle konkurrere, ville jeg gerne med over og træne, så jeg fik en plads på turen trods min skade. Jeg fandt dog i sidste uge ud af, at Mikkel (min træner) alligevel havde tilmeldt mig til stævnerne i uge 4 og 5, selvom den har stået på genoptræning i de 4 uger ud af de 5 siden min rygskade. Jeg havde ikke selv regnet med, at skulle i konkurrence så tidligt, men som Mikkel sagde, så gik den daglige træningen jo godt, og hvis ryggen kunne holde til det, ville en konkurrence være den bedste træning jeg kunne lave. Jeg tog derfor til England uden helt at vide om jeg skulle have en lille træningslejr eller om jeg skulle løbe konkurrence

 

Årets første konkurrence

Om lørdagen besluttede jeg mig for at varme op og så løbe nogle enkelte løb på rundbanen, for at se om ryggen ville kunne holde til det. Jeg fik dog ikke mulighed for at prøve rundbanen inden konkurrencen, så nu måtte ryggen enten briste eller bære. Og heldigvis kunne den klare mosten. Jeg fik løbet årets første 200 m og kom rundt i 24.86, hvilket var meget bedre end jeg havde turde håbe på. Selvom det var hurtigere end forventet, kunne jeg godt mærke at formen ikke var så god som den var i december, men hvad kunne jeg også forvente, når jeg havde 3 uger helt uden træning?! Næste gang jeg skal løbe en 200 m er jeg sikker på den bliver endnu hurtigere, for teknikken rundt på de smalle og skarpe rundbaner var ikke lige i skabet, faktisk langt fra. Så med lidt mere øvelse på en rigtig rundbane, tror jeg klart jeg kan komme tættere på min egen danske rekord på de 200 m (24.13).

Om søndagen skulle jeg prøve kræfter med den helt korte sprintdistance. Jeg har løbet en del sprint den sidste uge, og Mikkel og jeg har været overrasket over hvor hurtige de faktisk var, så jeg var spændt på hvad jeg kunne nedlægge de 60 m på. Det blev dog ikke noget godt resultat. Jeg løb 7.87, hvilket er noget langsommere end vi regnede med. Dog er jeg ikke i tvivl om, at jeg sagtens kan løbe under 7.70 hvis jeg sætter mig ordentlig op til det. Til konkurrencen her i weekenden var jeg slet ikke nervøs, og var slet ikke sådan ”rigtig tændt” til konkurrencen. Måske fordi jeg vidste, at det slet ikke var min disciplin eller fordi resultatet egentlig ikke betød noget for mig. Jeg ved ikke hvad grunden var, men opsat var jeg i hvert fald ikke, og så kan man som bekendt ikke presse sig fuldt ud. Der skal være noget på spil når jeg skal konkurrere, ellers bliver det en sløv omgang – har jeg erfaret.

Andreas, Martin, Mikkel og jeg blev et par ekstra dage på det engelske elitecenter for at træne. Jeg fik nogle gode træninger ud af det, bl.a. et intervalsæt hvor jeg rigtig fik lov at løbe på rundbanerne og øver de mange svære tekniske detaljer ved en indendørsbane. Det var det hele værd at blive i London nogle ekstra dage, for jeg føler mig nu meget bedre forberedt på næste konkurrence. Jeg må bare indrømme, at det ikke er det samme at løbe frem og tilbage i væres egen 70 meter lange hal i Århus. 

Birmingham

Efter denne positive konkurrence-weekend, hvor kroppen kun brokkede sig lidt, er jeg nu klar til at prøve kræfter med den stygge 400 m. Det er denne distance jeg skal prøve at klare EM-krav på. Havde jeg ikke været skadet, var jeg ikke i tvivl om min deltagelse, men efter de mange uger helt uden træning og nogle uger med rolig træning, er det usikkert hvor meget det har påvirket min løbeform.

Kravet til EM hedder 54,20 og jeg har som bekendt løbet 53.84 for to år siden, men om jeg løber 54 sek. eller 57 sek. i min første konkurrence, har jeg ingen idé om. 400 m er sådan en distance man skal løbe sig i form til. Så selvom der stadig mangler en masse på formen, gælder det bare om at komme i gang og løbe sig i form. Det kræver et par konkurrencer for at finde ud af, hvilket udgangstempo man skal have og hvordan teknikken skal være på de to omgange, som en 400 m jo er indendørs.

Der er heller ikke lang tid til EM, så løber jeg ikke den kommende weekend, vil der kun være to chancer tilbage, og det vil ikke gøre det lettere. Så nu skal jeg hjem og træne endnu mere og gøre mig mentalt klar til en konkurrence, jeg egentlig ikke burde være klar til (i forhold til de prognoser jeg fik d. 22 december)