4 ugers træning og DT-finale som opstart

1. september 2008

Efter mit sidste stævne i Karlstad, som igen desværre ikke gik som håbet, pakkede jeg pigskoene lidt væk, og tog "de flade" på. Det var tid til lidt fokus på træning, det havde der nemlig ikke været meget af siden maj. Hen over juli blev det sværere og sværere at komme hele banen rundt i konkurrencetempo, og vi (mikkel og jeg) besluttede derfor at jeg nok skulle i gang med at løbe en masse frygtelige intervaller, for at finde formen frem igen. Så det har jeg så brugt de sidste 4 uger på, og i denne weekend var første stævne så. Årets DT-finale skulle afgøres, og 1900 havde faktisk et ganske godt hold, så vi håbede på at kunne give Sparta kamp til stregen.

Jeg skulle selv forsøge at tage maximum-point i mine øvelser, som denne gang var 400 m hæk, 400 m, 4x100 m og 4x400 m. Jeg startede med 400 m hæk, hvor jeg havde fokus på teknik og rytmeskift fremfor fart. Det resulterede i en tid på 58.67 sek. (så vidt jeg husker), hvilket var ganske fornuftigt set i forhold til de kræfter jeg havde brugt på løbet. Efter løbet kan jeg huske, at jeg tænkte der var mange måder at løbe 58 på. Jeg løb også 58. til DM og 58 til et stævne i Holland. De andre gange havde jeg løbet mig ud, og skulle bruge en halv time på at komme mig efter løbene, men denne gang til DT kunne jeg pænt gå hen og hente mit tøj og forlade banen lige efter løbet. Noget tyder altså på at formen er på rette vej, og det var i hvert fald meget sjovere at løbe 58 på denne måde end alle de andre.  

På vej ind på sidste langside.
Foto: Gudmand

Bagefter var det 4x100, hvor vi stillede med guld-holdet fra DM, så denne øvelse resulterede også i maximumpoint til 1900. Jeg havde døjet med dårlig knæ siden mit løb i Karlstad, og efter denne stafet kunne det da også mærkes igen. Mit knæ syntes ikke det var super sjovt at løbe med fuld fart, så begyndte at blive lidt nervøs for min individuelle 400, hvor jeg jo meget gerne skulle gøre et attentat på EM-inde kravet på 53,80. Min PR fra DM lyder på 54,42, så det skulle bestemt være muligt. Det sker ikke så tit, at jeg begiver mig ud på en hel runde uden hække, så chancerne for at klare kravet er få. Det skulle desværre vise sig, at det ikke blev denne gang kravet skulle klares, da jeg løb 54.82. Jeg var egentlig godt tilfreds med løbet, men havde åbenbart lagt for langsomt ud, for blev ikke rigtig træt til sidst. Men så ved jeg det til næste gang, som bliver til Åhus Games på torsdag.

Afsluttende var det 4x400. Mit knæ var dog godt medtaget af hele dagen med mange konkurrencer, så Mikkel og jeg blev enige om, at jeg skulle lade pigskoene stå og løbe den i kondisko. Vi kunne alligevel ikke få 1. pladsen, så vi skulle "blot" have vores 2. plads. Det fik vi også og de andre piger løb nogle flotte ture, og så skulle jeg bare sørge for at holde den hjem.

Zorro besatte hvidovre stadion

Efter en masse fight sluttede vi på 2. pladsen, men denne gang var vi ikke så langt fra 1. pladsen, så den satser jeg stærkt på bliver vores næste år. Vi vandt ikke den officielle DT-finale, men på udklædningen var vi flere banelængder foran!

Selvom jeg kun lige er gået i gang med anden periode af sæsonen, er den jo faktisk snart slut. Jeg har Århus Games på torsdag, hvor jeg løber en 400 og igen forsøger mig med at klare kravet på 53,80. Og dagen efter rejser vi en flok til Finland for at holde den danske fane høj ved dette års nordiske u23 mesterskaber. Jeg er udtaget i 400 m hæk, 4x400 m, 4x100 m og 200 m. Så det bliver spændende at se om vi kan hive medaljer hjem til Danmark, vi tørster jo efter OL...

OL i Kina bliver uden mig

d. 24. juli 2008

Som de fleste ved, er jeg jo ikke på træningslejr mere, men har derimod været til en masse stævner, og har derfor ikke lige fået opdateret min hjemmeside. (Jeg har nemlig ingen computer)

Det var til nogle af disse stævner, jeg håbede og troede tingene ville gå op i højere enhed og tiden ville stoppe under 56,50! Men det er desværre ikke sket. Jeg VED at jeg var og er i form til det, men må desværre konstatere at min form ikke har været god nok til, at jeg har kunne være ligeglad med de ydre faktorer som vind, vejr og ænder.

Nu hvor jeg sidder tilbage uden min OL-kvalifikation og kigger på mine løb, har jeg ikke haft ét eneste løb, hvor de ydre faktorer ikke har spillet negativt ind på resultatet. Alle mine løb har været i regn, kulde eller kraftig blæst, og det er bare ikke optimale forhold, når man skal en helt runde på stadionet. Det skal dog siges at jeg havde et enkelt i sol, men der kom desværre en and i vejen. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvad jeg kunne ha' løbet den dag, hvis der ikke havde været en and. Men det kan ikke ændres nu, så derfor må jeg bare tage mine erfaringer med fra denne konkurrenceperiode, så jeg kan undgå nogle af de samme fejl senere på sæsonen.

Efter sidste kvalifikationsmulighed, hvor jeg ikke løb pga. ondt i baglåret, har mange udtrykt medfølelse i min hårde situation. Mange spørger til hvordan jeg har det, og jeg må indrømme at jeg faktisk har det ganske fint. Selvfølgelg er jeg ked af, at OL bliver uden mig, men jeg holder hovedet højt, og sætter mig et nyt mål. Jeg får nok en lille personlig nedtur d. 19/8 kl. 15 hvor 1. heat i 400 m hæk skal løbes. Men det ville da også være unaturligt, hvis jeg slet ikke fik en reaktion på noget jeg har kæmpet for i så lang tid og 7 dage inden afrejse til OL går det op for en, at det ikke kommer til at ske.

Jeg gider ikke sætte mig ned og tude over det, for allerede i dag har jeg f.eks. sat personlig rekord på 300 til træning. 38,6 sek. 1,2 sek hurtigere end jeg nogensinde har løbet i konkurrence. Så formen er der, heldet har bare ikke være med mig.

På søndag drager jeg en sidste tur til stævne. Det bliver i svenske Karlstad, hvor jeg vil løbe en 400 hæk, med fokus på de tekniske ting. Jeg håber oplevelsen med løbet bliver bedre end tidligere, nu hvor jeg ikke har OL-presset hvilende på mine skuldre.

Noget så banalt som sygdom

d. 24. juni 2008

I lørdags var vi afsted med landsholdet i Tallinn. Det blev desværre uden mig på banen, da en madforgiftning satte en stopper for det om torsdagen. Jeg døjer stadig med sygdom, så starten ved CAG d. 26 ser meget usikker ud. Jeg tager dog med til pressemødet onsdag, og der træffer jeg den endelige beslutning

Æv æv æv, at noget så banalt som sygdom kan ødelægge mine OL-chancer. Jeg kæmper dog videre, og satser på at være klar d. 1/7, hvor jeg forhåbentlig får start i Polen.

Man kan meget hurtigt komme ned paa jorden igen

d. 18. juni 2008

Saa gik man lige og troede alt var i den skoenneste orden, og at OL-kvalen kom i naeste loeb, men nej. Jeg tog i dag afsted til Holland for at loebe et, paa papiret, godt staevne. Turen gik fint, og jeg ankom til hotellet 14.30, hvilket var over 5 timer foer mit loeb, saa det burde ikke vaere et problem. Jeg fik sovet lidt, spist og ellers taenkt en masse over det jeg skulle ud og praestere. Jeg var sikker paa at min foerste tid under 57 sek skulle komme i dag.

Opvarmningen gik fint, dog manglede jeg Mikkel til at sige, at jeg kunne loebe staerkt i dag. Af en eller anden grund troede jeg kun 95 % paa mig selv i dag. Jeg blev ved med at sige hoejt til mig selv, at forholdene var perfekte, at formen var god, saa nu skulle jeg bare tage mig sammen! Det synes jeg egentlig ogsaa jeg fik gjort, men da vi kom ud paa banen efter callromm, skete der en masse ting, som forstyrrede frygtelig meget. For det foerste var der ikke kommet haekke ud paa banen endnu, og det er altsaa ret vigtigt at faa 10 min paa banen med haekkene, saa man lige kan loebe over et par stykker, og stadig naa at faa pulsen ned igen, og saa er man klar. Det tog lang tid for dem at saette haekkene op, og saa blev de ved med at staa og pille ved dem, saa man ikke kunne loebe. Virkelig irriterende, men til sidst flyttede de sig da. Jeg satte mig i blokken, og tog et proevelob over 2 haekke, som jeg altid goer. Men det passede ikke til 1.haek, og jeg loeb derfor forbi den. Jeg syndte mig tilbage, for var noedt til at faa en hvor det passede, saa jeg fik troen paa det. Naeste gang sad den perfekt og det samme gjorde 2. haek. Desvaerre da jeg landede efter 2.haek, kunne jeg hoere starteren starte praesentationen, hvilket betoed at vi skulle til at loebe. I Danmark, hvis man kke er helt klar, kan man gaa lidt langsomt tilbage, og paa den maade faa pulsen ned. Men den gik aabenbart ikke her. Jeg gik som sagt langsomt tilbage, og kunne godt hoere at de snakkede om mig i hoejtaleren, men forstod jo ikke hvad de sagde. Pludselig raabte min hollandske ven, at jeg skulle skynde mig tilbage, for starteren sagde at jeg skulle forlade banen fordi jeg ikke var klar. Jeg loeb derfor tilbage, og fik lov til at starte, men allerede inden start havde jeg en puls paa en million. Jeg spurgte om jeg lige kunne faa 2 min til at goere mig klar i, men det kunne jeg ikke, og jeg maatte gaa direkte i blokken. Meget lidt optimalt, men jeg var ikke taget til Holland for at blive smidt ud af banen, saa loebes det skulle der.

Starten gik ogsaa fint, men allerede ved 4. haek kiksede det, da jeg allerede der var traet. Resten af loebet gik egentlig fint rent teknisk, men havde smidt alt farten ved 4. haek, saa tiden blev rigtig daarlig. Jeg fik 58.95, men loeb heller ikke de sidste 10 m, fordi jeg bare var skide sur over det med starteren og over at jeg ikke kunne tage mig lidt mere sammen.

Saa dette var i hvert fald ikke et skridt i den rigtige retning. Og hold kaeft hvor jeg hader at hoere den latterlige saetning: Du er jo saa ung, du skal nok komme til OL naeste gang, hvis denne glipper. Jeg er da skide ligeglad hvor ung jeg er. Jeg har sat mig et maal, og det vil jeg naa.

I morgen er det saa afsted igen, og naeste staevne bliver E-cuppen i Tallinn, hvor alle de andres hep forhaabentlig kan faa mig til at loebe lidt staerkere.

1,5 sekunders forbedring på en uge er vel godkendt

17. juni 2008

Efter et løb i engelske Bedford, hvor teknikken drillede, var turen nu kommet til finske Lapua. Det var præcis en uge efter det andet løb, så kroppen havde de bedste muligheder for at blive frisk og klar til at løbe stærkt.

Tidlig morgen kl. 6.00 kom min far og hentede mig, for at køre mig til Tirstrup hvor mit fly til Kastrup have tilbragt natten.

Jeg havde noget af en dag foran mig, hvor der skulle mellemlandes i Kastrup og Helsinki før jeg kunne få bagagen i Vaasa. Derefter var der så 2 timers kørsel med en finsk chauffør, som ikke snakkede engelsk og som underligt nok ikke kunne acceptere, at jeg ikke snakkede finsk. Sådan et verdenssprog som finsk burde alle jo snakke J

Men efter et par timer, hvor jeg virkelig gjorde mit bedste, for at lade som om jeg kiggede på naturen vi kørte forbi, ankom vi til et finsk elitecenter midt ude i ingenting. Jeg frygtede det værste, for jeg havde en dårlig oplevelse med finsk logi fra sidste år, men denne gang var der intet at sætte en finger på. Jeg fik mit eget luksus værelse med egen sauna og Hästens seng, så omgivelserne var i hvert fald perfekte.

Da stævnedagen kom, var jeg dejlig udhvilet, og jeg følte virkelig at jeg havde gode ben. Jeg kom ud på stadion, og fik brug en masse tid på at finde nummer og callroom, og da alt info var på finsk, krævede det lidt tegnesprog og engelsk/svensk, men det lykkedes, og jeg kunne nu koncentrere mig om løbet. Opvarmningen gik som planlagt, og vi kom ind på banen til tiden. Mit fokusområde ved dette stævne, var at få et skridt færre til 1.hæk end sidste gang, og derved få mere fart til første hæk. Derudover skulle jeg også have gjort noget ved 5/6 hæk, da det som bekendt kiksede i Bedford. Jeg havde bestemt mig for at tage 6 hække med 15 skridt, en hæk mere end jeg nogensinde havde gjort. Da skuddet lød kunne jeg godt mærke at vinden igen var hård, men jeg fik 1.hæk med det korrekte antal skridt og de næste par hække gik også fint. Men efter 3. hæk på første langside, gik et eller andet galt, for pludselig var der MEGET langt til 4 hæk, og 5 hæk var derfor umulig at få med det rigtige ben. Det blev derfor til en masse trip og en dårlig passage, og en kamp for at få de næste hække til at køre bare nogenlunde. Og den kamp tabte jeg desværre, så fra 5-8 hæk gik alt hvad der kunne gå galt, galt. Langsiden hjem gik acceptabelt, tror kun det var viljen der fik mig hjem den dag. Tiden var også derefter, 58.56 – 4/10 langsommere end sidst, og bestemt ikke et skridt i den rigtige retning. OL-kravet var nu over 2 sek. væk.

Der var nu ikke andet for end at ringe til min træner Mikkel og brokke mig over hvorfor jeg løb så dårligt! Efter at have afreageret tog jeg tilbage til hotellet og fik pakket, for Finland var ikke lige det sted jeg havde lyst til at være lige nu.

Der ventede en lang tur hjem, hvor der var rig mulighed for at tænke over tingene, eller bare at være sur og gnaven. Jeg valgte en mellemting og dagen efter var jeg tilbage på træningsbanen, for der skulle virkelig gøres noget radikalt for at få mig til OL.

Hele ugen arbejdede vi med teknik og for mentalt at komme ovenpå igen. Fredag samme uge ventede der en ny flyvetur. Denne gang gik turen til Holland. Jeg var igen alene afsted, men havde til gengæld en helt fast plan for hvad jeg skulle gøre og det skulle bare lykkedes denne gang. Vi droppede de 6 hække med 15 skridt, og gik tilbage til de 5 hække, men ændrede derimod noget ved hæk 7 og 8, som så gerne skulle give en hurtigere tid sammenlagt.

Vejret i Holland var bedre end Finland, men der var stadig en stærk modvind på første langside, hvilket normalt gør at man bliver træt efter 200 meter, og så er de sidste 200 meter altså hårde at komme igennem. Men man kan som sagt ikke lige vende vinden, så det galt om at lade være med at fokusere på det. Jeg fokuserede i stedet for på de tekniske detaljer, og løbet gik også betydeligt bedre end sidst. Helt indtil 7. Hæk (250 meter) gik det som det skulle, og jeg mærkede endelig den fede følelse af, at tingene gik op i en højere enhed.

Ved starten i Holland

Men så skete det mærkelige og næsten utænkelige, der var en AND på min bane. Ikke nogen særlig and, blot en helt almindelig grå-and, som sikkert boede på stadion, og lige i dag på min bane. Den nåede selvfølgelig at flytte sig, men om det var anden eller den hårde vind som havde taget mine kræfter ved jeg ikke, men 8.hæk kiksede i hvert fald, og jeg tænkte med det samme ”Kom nu for fanden, det må ikke gå glat nu. Tag dig lige sammen.”

Tror min peptalk hjalp lidt, for 9.hæk gik nogenlunde og 10. gik fint, på trods af, at det faktisk var det forkerte ben jeg kom over med.

Da jeg kom i mål, nåede jeg lige at ærgre mig over endnu et dårligt løb, men så så jeg tiden, 57.06- 5/100 fra PR og ”kun” 56/100 fra OL-krav. Humøret kom pludselig op, og det gjorde troen på OL-kvalen også.

Der er stadig nogle fejl som kan og skal rettes, men det er jo kun positivt at der er forbedringsmuligeheder. Det ville jo være træls at løbe det perfekte løb, og så ”kun” løbe 57,00, for så er der jo ikke meget mere man kan ændre.

Så alt i alt et godt stævne i Holland, hvor jeg fik troen på mig selv helt tilbage og jeg undgik at få dyrenes beskyttelse på nakken. (stakkels and hvis jeg nu havde trådt på den J)

I morgen snupper jeg igen flyet til Holland, hvor jeg håber at kunne tage endnu en bid, gerne 56/100, men det vil tiden vise. Feltet er i hvert fald perfekt, så nu skal der bare krydses fingre for at forholdene også er – det kunne være rart med lidt medvind...

Flot tid af Anne

21. januar 2008

I weekenden var Anne Møller, AAIG, til stævne i Malmö. Her skulle hun sæsondebutere på 60 hæk. Anne er min rigtig gode veninde, så jeg interesserer mig selvfølgelig rigtig meget for hvordan det går. Hun har selv givet udtryk for at formen er rigtig god, og at hun er sikker på at hun skal løbe hurtigt. Og hun holdt hvad hun lovede. I sæsonens første løb blev det til en tangering af PR - 8.53 - hvilket jo lover rigtig godt for den kommende sæson. På 60 hæk løb jeg selv sidste år 8.58, og Anne fik 8.53 i samme løb, men det kan ikke passe at der skal være så lille en forskel, når jeg egentlig er lang-hækkeløber. Men nu ser det også ud til at Anne har tænkt sig at tage et ordentlig ryk i den rigtige retning.

Den danske U23rekord på 60 m hæk lyder på 8.45, og den er jeg sikker på at hun nok skal få fingrene i. Anne løber igen i næste weekend i Malmö, hvor min kæreste, Thomas, også løber. Det bliver også rigtig spændende at se hvad han kan - træningen er gået helt fremragende, men det er altid ekstra spændende når det er et helt år siden han sidste konkurrerede.

Held og lykke til begge - jeg venter selv lige med konkurrencerne :(