Ny dansk rekord

3. februar 2009

Efter at have planlagt et løb til London GP, blev vi torsdag opmærksomme på den manglende konkurrence ved stævnet, og Mikkel tog derfor en hurtig beslutning om at sende Anne og jeg til Birmingham i stedet for.  Stævnet her var af højere kvalitet og faktisk også det sted, der blev holdt inde EM i 2005.

Rundbanen havde 6 baner, hvilket jeg aldrig havde løbet på før. I stedet for en 400 som ellers var planlagt, blev det nu til 200 i stedet for. Men det viste sig ikke at være en helt dum idé.

I indledende runde fik jeg bane tre, hvilket jeg troede var godt, da jeg jo kun har prøvet at løbe på bane 1,2,3 og 4 inden stævnet. Det var dog ikke som forventet, og banen var meget skarp og svær at løbe på. Hvis jeg skal være helt ærlig burde jeg nok have været disket, da jeg røg ind i bane to et par gange. Der var heldigvis ingen i bane to som jeg kunne genere, eller også så de det ikke, for jeg blev noteret som vinder af heatet med 24,67. Ikke noget godt resultat, men fint taget i betragtningen af den svære bane.
Inden semifinalen fik jeg snakket lidt med stævnearrangøren og fik lovet, at jeg ikke ville få bane 3 igen. Han holdt sit løfte og gav man bane 6 – den yderste og mindst skarpe.
På min inderside havde jeg Donna Fraser, som senere skulle vise sig at vinde finalen. Hun vandt heatet, men var en god konkurrent, da hendes tempo passede med, at hun kunne trække mig meget af vejen, på trods af hun lå i inderbanen. Hun kom i mål i 23,78 hvorefter jeg kom ind som nummer to nogle meter bag. Jeg fik ikke min tid med det samme, men havde på fornemmelsen at den var god. Mit mål var at slå Sofie Abildstrups danske senior rekord på 24.32. Da resultaterne kom stod der 24.13 ud for mit navn og et Q, som betød jeg var direkte kvalificeret til finalen.
Jeg valgte dog ikke at løbe finalen pga. en øm achillessene, og da jeg i semifinalen fik opfyldt mit mål med dagen, gav jeg mig selv lov til at stoppe for i dag. Havde det være OL-finalen havde jeg nok løbet, men da jeg havde en 400 i udsigt to dage efter, valgte jeg at spare mig.

Efter stævnet blev vi inviteret hjem til en lokal træner for at spise, og efter maden stod den på 2,5 timers kørsel tilbage til London, hvor de andre ventede og havde et værelse til os. Mandag var store rejsedag. De fleste skulle tilbage til Danmark, mens Anne og jeg skulle videre til Wien. Desværre var der faldet en ”masse” sne, hvilket kun var 20 cm, men nok til at slå England helt ud af kurs.  Mandag morgen skrev Mikkel en sms om, at deres fly var aflyst og de første kunne komme hjem tirsdag. På det tidspunkt lå Anne og jeg stadig i sengen og kunne da kun more os lidt over det. Det skulle dog blive en kort glæde, da vi lidt senere fandt ud af, at der ingen taxa kom efter os pga. snemasserne og at lufthavnen for øvrigt også var lukket. Vi valgte dog at tage derud alligevel med alverdens forskellig transportmidler. Det tog os over 3 timer at komme 25 miles, og da vi kom til lufthavnen var alle fly som ventet aflyst.
Det var ikke den store overraskelse og vi stillede os derfor bare i køen af folk, som gerne ville have en ny billet.
Det fik vi også, men først til dagen efter, samme dag som stævnet i Wien var. Vi var dog heldige at vores fly fløj tirsdag. Mange fly blev aflyst, dog kom vi selv af sted.
I skrivende stund sidder vi begge i flyet, men er stadig ikke sikre på at løbe, da vi var noget forsinkede. Vi håber selvfølgelig begge vi når det, men nu må vi se. I det mindste er vi ikke fanget i Luton mere.
Hvis jeg kommer til at løbe i Wien er målet selvfølgelig Rikkes rekord på 54,00. To danske rekorder på en lille Europatour ville da ikke være dårligt.