Ny dansk rekord: 55,97

d. 28. juli

JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!! Endelig kom det løb jeg har ventet og snakket om så længe. Syntes alle mine konkurrenter løb stærkt i år, og jeg var røget ned på en 30. plads på den europæiske rangliste. Men det fik jeg ændret gevaldigt på en onsdag aften i Slovenien. 

Alle fire kvalificeret til VM. Fra venstre: Nikolina Horvat (CRO), Sara, Stine Tomb (NOR) og Anna Jessien (POL)

Jeg var taget til Slovenien for at løbe det, der så ud til at blive sæsonens bedste felt for mit vedkommende. Der var 5 piger med 56-tider fra i år, og 2 som allerede var kvalificeret til VM. Jeg var seeded 6. ud fra årsbedste, og havde derfor fået bane 7, med en amerikaner på min yderside. Jeg var alene afsted denne gang, da det ikke altid er muligt rent logistisk og økonomisk at min træner er med hver gang. Under opvarmningen var jeg slet ikke nervøs, for jeg kunne mærke at det ikke blev specielt godt i dag. Jeg prøvede dog at få mig selv op i gear, for kunne mærke at jeg løb stærkt i min opvarmning, det var blot hovedet som ikke var klar. Jeg fik dog hevet mig selv lidt op, men var slet ikke oppe at ringe.

Da jeg kom ind på banen havde jeg et opvarmningsløb til 2. hæk og en start fra blok over en hæk. Jeg kunne mærke de var rigtig gode, så der fik jeg sat mig selv lidt mere op, men det var som om, jeg ikke helt turde sig til mig selv, at det var i dag det skulle blive rigtig godt. Undervejs i løbet gik det planmæssigt. Jeg koncentrerede mig om at trykke på de første 200 m og prøve at løbe den tekniske rytme Mikkel (min træner) og jeg havde aftalt. Denne rytme havde jeg ikke haft succes med i år endnu, men jeg havde valgt den igen, da vi begge var enige om, at hvis det lykkedes kunne jeg få meget mere fart med ind på de sidste 100 m og derved en hurtig afslutning. 

Og om det ikke lykkedes i dag! Det gjorde det nemlig. Sæsonens første gang jeg løb korrekt til 8. hæk og faktisk havde fart med videre ind på sidste langside. Alle andre løb har jeg standset op før 8. hæk og har skulle accellere igen, hvilket har kostet for mange kræfter.  

Allerede inden afgang havde jeg snakket løbet igennem med Mikkel, og snakket om at de andre piger nok ville komme op på siden af mig ved 7. hæk (250 m) og så kunne vi presse hinanden på de sidste 150 m. Og hvis de ikke gjorde det og ikke kom op på min side, ville det betyde at jeg løb rigtig stærkt, for det var nogle stærke piger jeg var oppe mod ved dette stævne. Og da jeg efter 300 m stadig ikke havde set skyggen af nogle andre, kunne jeg høre Mikkels ord og kæmpede alt hvad jeg havde lært for at komme hjem i den gode tid jeg håbede jeg var på vej mod. Og han havde ret. Jeg vandt løbet med 55.97sek. og nr to kom ind i 56.54 sek.

Da jeg kom i mål løb jeg direkte hen til min mobil og ringede til min træner for at fortælle at VM-billetten var kommet i hus og at jeg var under OL-kravet. Det var en ekstrem lettelse at se tiden på tavlen, for jeg har kæmpet så meget mod skader de sidste år, og dybt ind i baghovedet var der en stemme som satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet kom til at løbe stærkt igen. MEN DET GJORDE JEG. Løbet bragte mig også op som nr 16 på årets europæiske rangliste, og jeg ved der er mere i mig i år - men det får jeg rig mulighed for at vise til VM i Sydkorea d. 28 august - 4 september.