Marokko

18. juli 2010

Lige nu befinder jeg mig i Tanger i det nordlige Marokko. Det var en besværlig rejse fyldt med uheld og ventetid, men mere om dette senere.

Først vil jeg lige afslutte den tur vores træningsgruppe havde til Frankrig/Italien. Efter stævnet i Frankrig kørte vi videre til Italien, hvor vi skulle være en uge, og løbe nogle stævner. I Celle Ligure i Italien var der stævne efter et par dage. Ud fra startlisten lignede det, at der kun var én jeg skulle kæmpe mod. Det var en amerikaner, som havde en personlig rekord lige omkring min, men som til gengæld havde løbet den i år.

Selve løbet gik rigtig godt, og jeg havde nogle ting fra løbet i Frankrig som skulle rettes og ellers en anden rytme som skulle prøves. Hvorfor tiden ikke blev bedre forstod jeg ikke rigtig. Jeg løb 57.76, selvom jeg syntes løbet var meget bedre end i Frankrig. Jeg troede selv jeg havde løbet omkring 57.0, men uret stoppede desværre først et lille sekund senere. Ved nærmere analyse af løbet fra videooptagelsen kunne jeg se, at der ikke var nogle enkelte elementer som havde gjort tiden ikke var hurtig nok, det var hele løbet som blot ikke var i den intensitet som det skulle være. Det var som om der manglede 2 % i hele løbet.

Så selvom tiden var lidt skuffende var jeg ikke slået ud. Næste gang skal jeg bare op i gear fra starten.

Et stort gedemarked

Og denne næste gang er faktisk i dag. Som sagt befinder jeg mig i Marokko, og jeg skal løbe i aften kl. 18.35 (19.35 dansk tid). Jeg skulle egentlig været ankommet til hotellet d. 16, men tingene bliver ikke altid som man regner med. Første forhindring kom i toget på vej til KBH da dsb ikke kunne få gang i togene, så jeg startede med at blive en lille time forsinket. Dette gjorde, at det ville blive lidt presset med at nå flyet, men jeg måtte jo bare håbe på det bedste. Da jeg næsten var kommet til Kastrup ringede min manager fra USA og sagde at jeg først skulle med flyet dagen efter, da der havde været problemer med aflysninger og overbookninger, så der var ikke noget valg, end at tage den billet de ville tilbyde mig – kl 06.30 næste dag. Men det var også ok, for jeg var som sagt ikke sikker på at jeg kunne nå flyet på det oprindelige tidspunkt.

Startnummer og adgangsskilt

Da jeg endelig sad i flyet den næste morgen, var jeg selvfølgelig noget træt, men glædede mig til at komme ned og slappe af på hotellet. Men men men, forhindinger blev der mange af. Ifølge den nye plan skulle jeg være på hotellet i Tanger kl. 15, og skulle ud og have en let træning og ellers bare slappe af til dagen efter. Men da jeg landede i Tanger lufthavn – kun en halv time forsinket – skulle jeg lige gennem paskontrollen. Jeg har desværre den evne altid at vælge den forkerte kø, og det gjorde jeg også denne gang, så det tog mig lidt over en time at komme gennem, men sådan er det jo nogle gange.

Da jeg så kom ud i ankomsthallen, opdagede jeg at der ingen var til at hente mig -lidt et problem da jeg ingen numre eller kontaktmuligheder havde til arrangørerne. Jeg ventede en times tid, og begynde så at blive noget urolig. Jeg kunne ikke bare tage en taxa, for vidste ikke hvor han skulle køre mig hen – og der var heller ingen som kunne engelsk. Jeg var derfor nødt til at ringe og vække min manager i USA, så han kunne ordne det. Efter en masse samtaler og ringen frem og tilbage kom der en mand og hentede mig – på det tidspunkt havde jeg siddet og ventet i en lukket lufthavn ude på landet i 4 timer!! Klokken var nu blevet 18, og tålmodigheden var på et meget lille sted. Jeg troede nu at jeg kunne blive kørt hurtigt til hotellet og få slappet af, men nej. Da vi skulle af sted, kunne bilen ikke starte, og den kommende time kunne jeg sidde og kigge på 3 mænd i kjoler som løb rundt om bilen og trykkede på alle knapper. Men de fik det løst og NU var jeg klar til at komme til hotellet. Dette skete også efter 5 timer og et enkelt møde med et vejskilt. Jeg ankom til hotellet kl. 23, så det endte med at blive en noget længere rejse end planlagt.Jeg har nu lovet mig selv aldrig at tage til Marokko alene igen, det holder mine nerver ikke til.

Forhåbentlig under 57,0

Men her dagen efter, og efter en god nats søvn er hovedet friskt igen og jeg ser frem til konkurrencen i dag. Jeg har desværre fået bane 1, men sådan er det, når man kommer til et sort stævne og ikke har fået løbet så mange løb i år. I heatet er der to marokkanere, som har løbet hhv. 56.07 og 56.57, to amerikanere på 55.50 og 55.60 og en ukrainer på 55.70. Så jeg skal stramme ballerne, men det har jeg nu også tænkt mig. Jeg har haft nogle gode træningspas den sidste uge, så hvis bane 1 ikke skaber for mange problemer, håber jeg på en tid under.