Sund og ernæret?
14. november 2008
Som jeg skrev lidt om en af de forrige gange, så er jeg startet på en uddannelse i år, så det optager selvfølgelig også meget af min tid, dog er sporten stadig første prioritet.

Jeg startede i september på Ernæring og sundhedsuddannelsen i Århus. Ikke et studie jeg havde tænkt over længde, da jeg egentlig først ville have læst til ergoterapeut. Men jeg har ikke fortrudt mit valg. Det er en uddannelse som giver et dybdegående indblik i kroppen og alle - og mener virkelig alle- de små mekanismer, som får kroppen til at fungere.
Jeg har allerede bestået det første fag, og har nu tre eksamener inden jeg kan fejre juleferie. Det kræver sit at starte igen, især når man ikke er verdens mest diciplinerede menneske på skolebænken, som egentlig bedst kan li' at blive liggende i sengen. Men indtil videre er jeg glad for det, kan dog godt mærke at der ikke altid er så meget overskud til træning, men håber det blot er en tilvendings sag, for ellers bliver det nogle lange 3,5 år.
Om mit studie gør mig mere sund og velernæret ved jeg endnu ikke, men det giver mig i hvert fald alle mulighederne om at søge viden på de forskellige områder, hvilket i sidste ende kan give mig den ekstra meter, jeg har kæmpet for at overvinde de sidste par år. Ikke fordi jeg tror det er mine spisevaner som hæmmer mig, men man kan vel altid optimere, når man har en stærk trang til søde sager.














