Fotograf: Tuala Hjarnøe

Resultat - VM Daegu

d. 29. august

Så kom jeg også i gang med VM, og det korte af det lange er, at jeg gik videre til semifinalen som nr 22. Det var en kæmpe forløsning at se q'et ud for mit navn, da jeg kun blev nummer 5 i mit heat, og derved ikke var direkte kvalificeret. Det viste sig dog at ingen af de andre heat efter mit løb stærkere, så jeg kunne ånde lettet op.

Jeg havde som bekendt bane 1, hvilket ikke er den nemmeste og specielt ikke når der også står hække på den. Min opvarmning var dog gået rigtig godt, så jeg var klar på at gøre attentat på min danske rekord. Mit løb til første hæk var ganske fint, kommer dog lidt tæt på hækken og er derfor nødt til at springe højere op end hvad burde være nødvendigt. Det kostede lidt på min rytme videre i løbet, som først helt kommer på plads igen ved 4. hæk. Herfra går det som planlagt, indtil jeg står helt stille ved 9. hæk. Jeg skulle prøve at fortsætte min 16 skridts rytme indtil 9. hæk (tidligere har jeg kun kørt den til 8. hæk), men et par meter inden 9. hæk kan jeg se, at det ikke kommer til at gå, og derfor er jeg nødt til lynhurtigt at lave et ekstra skridt. Sådan en hurtig ændring ødelægger rytmen fuldstændig, og efter hækken er man derfor nødt til at starte sin acceleration helt forfra - og det koster kræfter.

Men jeg kom i mål i 56.32, hvilket er min 2. hurtigste tid nogensinde, så med de fejl der var i løbet, kan jeg vist kun være tilfreds.

Resultatliste 400mh indledende, 2 heat
Resultlisten: Indledende runde, heat 2.

Resultatlisterne, i pdf-format, for henholdvis de enkelte heat og samlet.

Semifinalen løbes i morgen, tirsdag, kl. 12:00 dansk tid.

Resultatliste 400mh indledende, 2 heat
Startlisten: Semifinalen, heat 3.

Jeg har været så uheldig at få bane 1 IGEN. Men hellere bane 1, end slet ikke at være i semifinalen. Og nu har jeg masser af erfaring, da mine to seneste løb har været på bane 1, så jeg forventer ikke at lave samme fejl igen i morgen, som jeg gjorde i dag. Selvom det bliver svært, går jeg efter en dansk rekord i morgen.

Sara efter 400m hæk indledende ved VM 2011