Fra helvede til himlen

d. 23. august 2011

"Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et indlæg til klubbladet, om de tanker der går gennem ens hoved, når man oplever så mange nedture som jeg har haft i år. Så det sagde jeg selvfølgelig ja til, og til de interesserede som ikke får 1900's klubblad, kan det læses her:"

Jeg er tit blevet spurgt hvordan jeg kan holde motivationen i mine mange skadesperioder, og hvorfor jeg ikke har kastet håndklædet i ringen endnu. Men det er netop drømmen om den situation, som jeg sidder i nu, drømmen om en OL kvalifikation, som kan holde modet oppe på en kold vinterdag med genoptræning.

Jeg har gennem de seneste år haft en følelse af at have mere modgang end mange oplever gennem en hel karriere. Det startede med en planlagt tåoperation, som desværre ikke gik helt perfekt. Sidenhen har en ændret løbestil grundet operationen medført flere træthedsbrud i højre fod. Første gang var i forbindelse med min genoptræning efter operationen og alle så det som en "engangsfornøjelse", og jeg skulle derfor blot holde de 6-8 ugers pause, hvorefter jeg så ville være klar igen. Jeg fik dog et brud mere i vinteren 2010 og igen i februar 2011. Så i alt tre brud, hvor de sidste to formentlig er det samme, som blot ikke nåede at vokse sammen inden der kom belastning på igen.

Beskeden om det tredje brud kom en kold februardag, hvor jeg var til ekspertmøde med Team Danmark, et møde som skulle omhandle hvordan mine træningsforhold og udviklingsmuligheder kunne optimeres frem mod OL i London 2012. Lige da mødet startede fik jeg dog et opkald, hvor en læge på Aarhus sygehus kunne fortælle mig, at den foretagede MR-scanning viste et nyt træthedsbrud. I det minut faldt min verden igen sammen, og mødet kom til at omhandle alt andet end OL i London. Da det nu var det tredje brud i foden på under et år, var alle tilstedeværende på mødet godt klar over, at situationen omkring min højre fod var særdeles alvorlig og eventuelt ville komme til at koste mig karrieren. Hvis jeg ikke kunne holde til at træne med belastning på fødderne, så ville jeg aldrig blive en verdensklasseatlet - det kunne enhver se. Med på mødet var min træner, min sportschef i dansk atletik, 1900's atletikformand, Team Danmarks behandlingsteam, en fysisk træner og forbundets konsulent fra Team Danmark. Mødet blev nu det første af flere ekspertsammenkomster omhandlende fodskader og mulige løsninger på problemet.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke hørte efter den første time. Jeg sad i mine egne tanker og prøvede at forstå hvorfor netop jeg skulle være så sørens uheldig, når jeg nu så gerne ville være verdensmester. Det jeg dog fik med fra mødet var en følelse af, at mange mennesker faktisk var lige så frustrerede som jeg selv og inderligt ønskede dette løst. Og for første gang i lang tid følte jeg, at der faktisk blev gjort noget for at finde kilden til problemet og ikke blot lave brandslukning.

Hård træning eller byture?

Det første der skulle ske var, at jeg skulle træffe en beslutning om jeg mentalt kunne holde til endnu en omgang lang og opslidende genoptræning? Jeg havde nu næsten ikke lavet andet end genoptræning i 2 år siden min operation. Samme aften bestilte jeg en rejse til de caribiske øer med min kæreste, som også løber i 1900, for at komme HELT VÆK fra alt der havde med træning og skader at gøre.

Ugerne i varmen producerede mange tanker, både for og imod. Var det virkelig det værd, hvis jeg blot igen ville opleve modgang og aldrig ville få set mit fulde potentiale? Skulle jeg prøve at være en helt normal 24-årig dansker, der gik op i sit studie og gik i byen i weekenderne? På den anden side, hvis jeg ikke blev ved med at kæmpe ville jeg i hvert fald aldrig se mit potentiale og i mine øjne ville dét at give op være værre end at opleve mere modgang. Modgang i træningen var jo nærmest blevet en del af min hverdag de seneste år, så jeg kunne vel godt klare endnu en tur igennem de mentale op- og nedture.

Da jeg kom hjem til Danmark igen, var jeg fast besluttet på, at jeg ikke ville være Sara, der gik i byen hver weekend, men jeg ville være Sara der skulle med til OL og repræsentere sit land.

Jeg fortalte mig træner, at vi skulle i gang med det samme og det skulle være en ambitiøs genoptræning, for jeg ville ikke tabe mere end højst nødvendigt til mine konkurrenter. Som sagt så gjort.

Efter at have haft min livs sæson i 2009 med en VM-semifinale som højdepunkt, så jeg 2010 forsvinde i sandet og mine konkurrenter rykke længere og længere væk. 2011 skulle ikke blive som 2010, det var simpelthen for hårdt ikke at være der, hvor man vidste man burde være og ikke at kunne præsterer sit bedste. Hele marts og april kæmpede jeg som en gal på cykel, crosstrainer og alternative øvelser på træningsbanen. Jeg brugte næsten tre måneder på genoptræningen og yderligere et par uger med rolig løbetræning, inden vi startede med ?normal? træning. Og alle disse måneder kunne jeg se mine konkurrenter træne hårdt på banen og hele tiden forbedre sig. Men min situation var givet på dette tidspunkt - jeg måtte ikke løbe, og jeg kunne enten give op eller lave så meget træning som jeg nu kunne i min situation. Jeg valgte det sidste. Jeg vidste, at jeg ikke ville træne 100 % optimalt, men hvis jeg kunne komme op på 80 %, ville jeg være så godt forberedt som muligt, når den dag, hvor jeg igen måtte løbe i pigsko, ville komme.

Først løbeinvalid og nu OL

Jeg havde sæsonens første løb på Østerbro stadion i juni, og løb 58,29 sek. Langt fra mit bedste, men vigtigst af alt, så var jeg tilbage. Og NU kunne jeg træne mod verdenseliten. Halvanden måned efter min sæsondebut vandt jeg et løb i Slovenien og tiden blev 55.97! Ny dansk rekord, VM kvalifikation og under OL kravet (kan først blive endeligt udtaget fra november). Jeg er, i skrivende stund stadig ikke helt klar over, hvordan det lykkedes mig at løbe så stærkt med den forberedelse, som jeg har haft de seneste år.

Og var det så det hele værd? JA! kan jeg vist roligt sige. Sikke en forløsning det var, at noget endelig lykkes efter to meget hårde år, hvor mange eksperter havde anbefalet mig at stoppe med at løbe, da jeg jo alligevel ikke kunne holde til det. Min træner og jeg havde altid troet på at jeg ville genvinde tidligere styrke og blive endnu bedre (ellers havde der jo ikke været mening med galskaben), men jeg må indrømme at jeg flere gange blev usikker med alle de negative meldinger jeg fik flere forskellige steder fra. For at beskytte mig selv, lærte jeg hurtigt hvem jeg skulle diskutere min skade med og hvem der ikke skulle udtale sig. Nu kan jeg snakke med dem alle, for jeg har modbevist deres teorier. Jeg er ikke ude på at pege fingre, for er sikker på det har set sortere ud end jeg selv har vidst, men jeg er stolt over at være kommet igennem det og så med så overbevisende et resultat.

Og hvad har jeg lært af det hele? Med frygt for at lyde som en kliché, så har jeg lært ikke at give op selvom det ser allermest sort ud og mange har mistet troen på én. Jeg har også lært at én af de vigtigste træningsperioder er, når man er skadet. Det er virkelig der, hvor man kan gøre en forskel. Alle atleter bliver skadet, men ikke alle formår at få det optimale ud af det. Det føler jeg endelig, at jeg har kunnet.

Jeg ligger pt. nr. 15 på europaranglisten og nr. 35 i verden og har ingen smerter i min fod. Jeg nyder opturen i fulde drag og får det bedste ud af den - man ved aldrig hvor lang tid det varer. Selvom jeg ønsker at være skadesfri i mange år nu, kan skaderne bare komme an - jeg ved jeg nok skal besejre dem.

Sidst skal der lyde mange tak til alle dem, som har hjulpet mig gennem mit helvede og dem som altid har været der med et skulderklap, når der var brug for det.