TV2 Bornholm

TV2 Bornholm
European Cup 2007 i Odense
Foto: Henning Hoffmann

Sommer og efterår 2007

DM i cross (02:55) Anna Holm Jørgensen vandt endnu en gang guld ved DM i lang cross

Eremitageløbet (01:04)
150 bornholmere stillede op i det traditionsrige Eremitageløb i Dyrehaven nord for København.

Almindingsløb (00:55)
Almindings-løbet fik i dag en ny rekord.

BM i 5000 meter (01:25)
Onsdag aften blev Bornholms Meterskabet i 5000 meter løbet i Rønne.

Etape Bornholm 2007 Mandag (01:53)

Etape Bornholm 2007 Tirsdag (03:46)

Etape Bornholm 2007 Onsdag (03:34)

Etape Bornholm 2007 Torsdag interview inden start (01:28)

Etape Bornholm 2007 Torsdag (04:39)

Etape Bornholm 2007 Fredag (05:03)

Etape Bornholm 2007 Sammendrag (03:40)

Anna på landsholdet (02:02)
Vikingeløberen Anna Holm Jøgensen skulle i dag forsøge at kvalificere sig til Europa-mesterskaberne i Alteltik på 5000 meter- distancen.

Atletik (02:33)
I dag konkurrerede Viking damer i første division mod fem andre hold fra Danmark. Anna Holm skulle have en bestemt tid for at komme til europamesterskaber og ellers var der generelt kamp til stregen for de unge damer.

Anna til EM (00:25)
Viking-løberen Anna Holm Jørgensen har i dag sikret sig deltagelse ved Europa-mesterskaberne i 10 000 meter løb.

Anna sejrer (00:19)
Anna Holm Jørgensen sætter ny personlig rekord på 3000 m

---

Vinter og forår 2007

Anna ny rekord (00.45)
Ny rekord af Anna Holm Jørgense på 10 kilometer.

Anna (00:35)
Vikingløberen Anna Holm Jørgensen vandt i dag Dansk Atletik Forbunds vinterturnering.

DM i atletik (02:06)
Anna Holm Jørgensen fra Viking forsøgte i dag at vinde DM-guld på 3000 meter.

---

Efterår og vinter 2006

Anna i København (3:31)
Det bornholmske stortalent på løbebanerne, 18-årige Anna Holm Jørgensen, bor ikke længere på Bornholm. Hun flyttede i sommer flyttet til København og er begyndt på humanist-studiet på Roskilde Universitetscenter, men fortsætter atletik-karrieren.

Anna i Eremitageløbet (02:52)
Anna Holm Jørgensens første Eremitageløb.

Anna til DM i Cross (02:41)
I Blovstrød nord for København beviste 18-årige Anna Holm Jørgensen i dag, at hun på trods af en mindre skade er blandt de bedste danske, kvindelige løbere.

Anna NM i Norge (00:16)
Nordisk bronzemedalje til Bornholmske Anna Holm Jørgensen i Cross.

EM Cross i Italien (01:48)
Anna Holm Jørgensen deltog som den eneste dansker i EM i cross i Italien i dag.

Træning

Løbetur på Bornholm

Trykte medier

10. juni 2007

Forsidebillede fra DAF's trænertidsskrift "Olympia".

Billedet er fra Europa Cup 2006 i Banska Bystrica.

Anna foran Norske Susane Wigene
Europa Cup 2006 i Banska Bystrica
Foto: DAF's trænertidsskriftet Olympia

EM cross i Italien 2006

Mit sidste junior EM i cross gik ikke helt, som jeg havde håbet. En omgang forkølelse op til konkurrencen var ikke den bedste opladning, og jeg sluttede på en 62. plads.

TV2 Bornholms indslag om EM cross kan ses her: EM Cross i Italien

Inden afrejse blev jeg bedt om at skrive en artikel om turen til Bornholms Tidende. Læs beretningen her:

Foto: Hasse Sjögren

Mit sidste EM som juniorløber - en personlig beretning fra EM i cross

Meludin, Kroatien, 2002: Jeg kiggede forventningsfuldt hen på min finskfødte landstræner, Oli-Pekka Karkkainen. Jeg var 14 år og med til mit første Europamesterskab i Kroatien. Aftalen var, at vi skulle holde et personligt møde på mit værelse angående konkurrencen den følgende dag. "Nå Anna der er ikke mejet á si til dej. Det er fan bare á løbe når dem sjuter á!". Jeg kiggede undrende på ham og kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde forventet en længere snak om taktik og gode råd. Men Oli var kortfattet og rådet var i virkeligheden det bedste, han kunne give mig.

Jeg er på vej til Europamesterskaberne i Italien. Det er fire år siden, jeg deltog første gang. I år er det mit sidste år som juniorløber. Jeg er den eneste, der er udtaget fra Danmark og af praktiske årsager er min far med som personligtræner og leder. Vi ankommer til Milano fredag formiddag og bliver straks modtaget af de italienske arrangører, der kører os til vores hotel. Hjemmefra har jeg set meget frem til "modebyen" Milano. Turen tager mistænkeligt lang tid og jeg begynder at frygte, at vi skal ende i en lille flække. Ganske rigtigt, et stort flot hotel, placeret ved en frakørsel. Marker, marker og atter...hmm...Stor skuffelse. Vi havde aftalt, at vi skulle bruge fredagen til sightseeing, hvilket for mit vedkommende betyder shopping. På hotellet bliver vi modtaget af en flok unge lokale studerende, der fungerer som frivillige hjælpere. Jeg spørger dem straks til råds om mulighederne for indkøb, og trods lidt sprogvanskeligheder finder vi frem til, at der ligger en mindre by to km væk. "But all closed today! It is holiday in Italy.". Hvor uheldig kan man være! Vi er i det katolske syden og helligdagen er en hyldest til Jomfru Maria. Ingen shopping. Jeg er nedtrykt, men min leder på turen har svært ved at skjule sin tilfredshed.

Tilburg, Holland, 2005: "Den der må du altså selv bære, man må lære af sine fejl". Min landstræner Thomas Nolan løftede min 20kg tunge taske op på skuldrene af mig. Jeg var lige ved at falde bagover. På min mave sad min røde landsholdstaske og under hver arm havde jeg en indkøbspose. Vi var på vej tværs over den tomme løbebane. Årets EM i cross var afviklet og vi var på vej hen til vores bus, der skulle transportere os til lufthavnen. Jeg var ikke den eneste, der havde problemer med oppakningen. De fire seniorkvinder slæbte også, mens Thomas førte an uden de store vaskeligheder. Han var blevet på hotellet, mens vi fire piger tog ind til Tilburg. Min taske var proppet med runde honningvafler og andre hollandske specialiteter. Jeg havde blandt andet fire forskellige slags lokale øl med hjem til mine forældre og et glas hollandsk honning til min morfar.

Fredagen står på hotelværelse. En lille lur og en DVD film i min bærbare computer. Første måltid vi spiser består, ikke særligt overraskende, af pasta. Brødet er fantastisk og parmesanosten, noget af det bedste jeg har smagt. Den italienske mad er hermed stemplet som god. I løbet af dagen støder flere løbere til på hotellet. Tyskerne, franskmændene, polakkerne og hollænderne er lette at kende på sproget. Schweizerne har jeg til gengæld svært ved at adskille fra mængden, da de taler flere sprog. De fleste skifter dog hurtigt fra civil til nationaldragt, hvilket hjælper på genkendeligheden. Det bliver til en lille joggetur hen mod aften. Jeg er tung i benene og lidt forpustet. Jeg tænker og håber, at det må være den lange rejse og måske lidt efterveer fra den forkølelse, som jeg døjede med midt på ugen.

Edinburgh, Skotland, 2003: Startskuddet lød. Deltagerne stormede frem. Min krop føltes ikke som den skulle. Jeg prøvede at kæmpe mig frem. Det føltes som at have en snor om maven, der trak mig i den forkerte retning. Jeg kunne kun se til, mens de andre piger fløj forbi mig. Efter en halv km lå jeg sidst. Jeg fangede min landstræner Thomas Nolans blik på sidelinjen. "Kom ud Anna". Jeg stoppede op. Rystet og helt knust. Jeg havde haft maveproblemer op til løbet. Jeg havde håbet på, at det ville gå i sig selv, når først, jeg kom til Skotland. Men, nej. Jeg fik set flere toiletter end seværdigheder i Edinburgh. Det er klart, at kroppen er tappet for al energi, når intet bliver optaget. Hvad værre var, var at sygdommen viste sig at være en slem madforgiftning i salmonella familien. Det eneste jeg formåede at holde i mig resten af december måned, var bart brød og mariekiks.

Lørdag er det tid til ruteinspektion. Vi kører i to busser fra vores hotel. Det tager os en lille times tid at komme til stævnepladsen. Ruten er afmærket med strimler og vi begiver os straks ud på den i et roligt joggetempo. Sjældent har jeg set så flad en cross rute, i hvert fald til et Europamesterskab. Tre små bakker, måske er ordet knolde mere beskrivende, er den eneste opadgående afveksling ruten byder på. Til gengæld er der en del sving og banens græsunderlag er meget ujævnt. Jeg får for første gang mulighed for at hilse på mine nordiske fæller. Som eneste danske deltager er det rart at møde nogen, man kender. Finland og Norge stiller med fuldt junior-pigehold. Desværre er de indlogeret på et andet hotel end vores afsides. Jeg kan stadig mærke, at jeg ikke er helt på toppen, men synet af konkurrenterne vækker som altid noget i mig. I morgen skal slaget slås.

Heringsdorf, Tyskland, 2004: Jeg kiggede hen på fjernsynet. De røde elektroniske tal var det eneste lys i rummet. Klokken var halv et. Jeg var træt, men kunne ikke sove. Tre dage forinden var jeg kørt med mine forældre og min mormor og morfar til Tyskland. Vi havde lejet os ind i et hyggeligt hus i byen Heringsdorf, hvor EM blev afholdt. Foruden mig var også en anden dansk løber med, seniorløberen Steen Walter. Steen og landstræner, Thomas Nolan, ankom først dagen før løbet. Jeg mødtes med dem på deres hotel for at slutte mig til det lille danske hold. Dagene forinden havde den stået på familiehygge. Jeg følte mig pludselig meget alene på det lille hotelværelse. Jeg bekymrede mig for ikke at få nok søvn. Jeg ville være frisk til konkurrencen den efterfølgende dag.

Efter en nat med lidt søvnbesvær sidder jeg ved morgenbordet. Det italienske brød føles lige pludselig meget tørt, og jeg må tvinge det ned. Jeg ser langt efter skålene med cornflakes og müesli. Bitre erfaringer har lært mig, at mælk ikke er godt inden en konkurrence. Jeg er smånervøs som altid inden en vigtig konkurrence. Busserne går fra hotellet klokken otte. Vi bliver transporteret til en italiensk skole tæt ved stævnepladsen. Her skal vi opholde os, indtil vi skal i gang med opvarmningen. Danmark har fået tildelt et helt klasselokale ligesom de andre lande. 4.b er mit opholdssted, og jeg får mig et lille kig i en italiensk skolebog.

Jeg skal til at starte på opvarmningen, men må konstaterer, at banen er blevet mudret af nattens regn. Jeg får min far til at løbe tilbage til skolen for at hente mine pigge og min pigskotang. Mine ni millimeter pigge skal skiftes ud med de lidt længere tolvere. Jeg starter opvarmningen og overlader pigskoene til min far. Jeg jogger rundt et stykke væk fra ruten. Det er dejligt at komme lidt væk fra det hele. Jeg kan høre at åbningsceremonien er gået i gang. Alle lande bliver præsenteret på både italiensk og engelsk. "Dinamarca, Denmark". Jeg smiler for mig selv. Jeg er glad for at være med. Det har været en lidt svær sæson i år. For blot nogle måneder siden var det tvivlsomt, om jeg overhovedet kunne kvalificere mig. Jeg tager et par stigningsløb og laver lidt gymnastik for at få gang i kroppen. Der er nu 20 minutter til start, og jeg går til "callroom". Her skal jeg melde min ankomst, hvorefter jeg får mit startnummer. "The hole team has to be here" siger en ældre herre på meget italiensk-lydende engelsk. Han forhindrer mig i at gå ind i teltet. Jeg prøver at forklare, at jeg er den eneste fra Danmark. "The hole team" gentager han og holder fast i min arm. Ihærdigt peger jeg mig selv på brystet "THE ONLY ONE". Til sidst går det op for ham og de andre officials, at jeg er den eneste fra Danmark. De fleste andre lande stiller med hold. Jeg får lov til at få mit nummer og bliver herfra ledt ind på selve banen. Det er tid til at skifte til pigsko, nu med tolv millimeter pigge. Jeg tager de sidste stigningsløb, mens jeg ud af øjenkrogen iagttager konkurrenterne. Jeg får vekslet et par få ord med min far over indhegningen, der holder alle andre end de aktive udenfor banen. "Tree minuts to go". Knap 100 piger stiller op på startstregen. Jeg i boks nummer 26 yderst til højre. Startskuddet lyder, og de pænt opstillede rækker forvandles til et farvemylder af nationaliteter. Vi stormer nedover den mudrede græsmark. Alle målrettede og med spidse albuer. Farten er høj. Alle kæmper for en god placering. Vi er mange om buddet og det er svært at komme frem. Mine fornemmelser fra opvarmningen holder stik. Jeg prøvede at fortrænge det, men det er ikke min dag. Hverken mine ben eller min vejrtrækning fungerer, jeg er stadig mat i kroppen efter et par dage i sengen. Nu gælder det om at komme hjem på bedste måde. Det gør ondt, og samtidig er det frustrerende at vide, at jeg burde ligge længere oppe i feltet. Jeg gør mit bedste og slutter som nummer 62. Jeg sætter mig ned, straks jeg har passeret målstregen. Opmærksomme officials flytter mig væk fra målslusen og giver mig et tæppe om skuldrene. "Are you fine, are you fine..." Jeg nikker og forsøger at smile. Jeg er på benene igen, selvfølgelig skuffet over min placering ved mit sidste EM som junior, men der var ikke mere, jeg kunne gøre. Ikke i dag.

San Giorgio su Legnano, Italien, 2006: Sidder i lufthavnen i Milano med min bærbare computer på skødet. Overfor mig sidder det svenske landshold. Vi skal med samme fly. "Hva' gör du?" spørger svenske Mustafa Muhammed, nummer fire i seniorernes konkurrence. "Jeg skriver en artikel om EM til det lokale blad, hvor jeg kommer fra". "Gör du det ofta?". "Nej det er første gang."...

Her slutter jeg og mit sidste junior EM...